Alt for mange sætter stadig lighedstegn mellem design og møbler. Sådan er det ikke længere, og derfor har Dansk Design Center (DDC) besluttet at uddele en publikumspris, der skal give danskerne et indtryk af spændvidden i dansk design anno 2012.
Alle kan via sms stemme på én af de 24 nominerede og dermed være med til at bestemme, hvem der skal vinde People’s Choice 2012. Alle der stemmer deltager i lodtrækningen om at vinde en designklassiker – en Christianiabike.
- Vi har i år stiftet prisen People’s choice, fordi vi gerne vil have folk til at tage stilling til design. Vi vil samtidig gerne vise og gøre folk opmærksom på bredden inden for design i dag. Der er alt for mange, der stadigvæk sætter lighedstegn mellem design og en stol. Sådan er det ikke længere, og det viser de nominerede til Danish Design Award Design 2012 på fornemmeste vis, siger Nille Juul-Sørensen, CEO, Dansk Design Center.
