23948sdkhjf

Rundspørge: Det siger partierne om at genindføre håndværkerfradraget

Wood Supply's søstermedie, Licitationen - Byggeriets Dagblad, har spurgt partierne, om de går ind for at genindføre håndværkerfradraget, der blev afskaffet i foråret. Få overblikket over partiernes svar her.

Venstre

Venstre går ind for en genindførsel, og har skrevet det ind i både sin grønne 2030-plan og i et landdistriktsudspil. Begrundelsen er, at det kan dæmpe energiforbruget og kan hjælpe danskerne igennem en forestående energikrise.

- I det store hele vil det skulle være samme model, vi kører efter. (som før det blev afskaffet, red.) Nok med enkelte ændringer – fokus vil dog fortsat være på energi og klima. Det er jo også derfor, vi kalder det for det grønne håndværkerfradrag, siger Louise Schack Elholm, skatteordfører i Venstre.

Socialdemokratiet

Regeringspartiet erklærede sig for nylig åben over for tiltag, der minder om Venstres forslag om 'en grøn håndsrækning til boligejerne', men klimaminister Dan Jørgensen (S) er ikke overbevist om, at håndværkerfradraget er den bedste eller for den sags skyld eneste vej at gå, har han udtalt til DR.

- Om det præcis er fradragsmodellen, der er den bedste, vil vi gerne diskutere, for der er andre muligheder. Vi har for eksempel ret store puljer, hvor man direkte kan gå ind og støtte, hvis man for eksempel vil have udskiftet sit gas- eller oliefyr med fjernvarme eller en varmepumpe, udtalte han til DR.

Konservative

Partiet var imod afskaffelsen af håndværkerfradraget og er nu kommet med et udspil om en 'grøn boligbelønning', som skal belønne boligejere for at løfte deres energimærke ved f.eks. isolering, nye vinduer, varmepumper osv.

- I den situation, vi står i nu, er det helt afgørende, at vi får energieffektiviseret. Det kan håndværkerfradraget på den ene eller den anden måde være med til at sikre, siger Mona Juul fra de konservative.

-

Moderaterne

Partiet vil ikke svare ja eller nej. Bekymringen er, at en genindførsel af det gamle fradrag vil øge inflationen unødigt, men samtidig afvises ikke grønne elementer af håndværkerfradraget, hvis det finanspolitisk giver mening:

- Det kan være energirenovering, det kan være forskellige løsninger i hjemmet, der øger hjemmets energimærke, det kan være varmepumper eller andre ting. Vi skal have fagfolk ind over til at hjælpe med at pege på, hvordan vi får den højeste bæredygtige og grønne profil, siger Jakob Engel-Schmidt, politisk chef.

Radikale Venstre

Partiet vil ikke genindføre håndværkerfradraget, men i stedet investere mere i tiltag, som giver en reel reduktion af CO2-udslippet samt i udbygning af fjernvarme og vedvarende energi.

- Vi er enige i, at der skal gang i den grønne omstilling, men vi vil hellere bruge penge og arbejdskraft på noget, der giver en reel CO2-reduktion. Og det vil jo eksempelvis være at få lagt fjernvarmerør meget hurtigt i det kommende års tid, så vi ikke skal bruge naturgas til varmeforsyningen, siger den radikale ordfører Andreas Steenberg.

Enhedslisten

Enhedslisten er imod at genindføre en kopi af det gamle fradrag. Intentionen er god, men metoden er skæv, lyder det.

- Vi risikerer yderligere overophedning, at mangel på håndværkere stiger endnu mere, at priserne stiger endnu mere og at det puster til inflationen. Derudover er de økonomiske konsekvenser også skæve. Så vi kan bruge ressourcerne, så det er mere progressivt og målrettet den grønne omstilling ved eksempelvis at fokusere på at få omstillet så mange væk fra gas som muligt, siger erhvervs- og finansordfører Victoria Velasquez.

-

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti vil genindføre fradraget. Der er brug for energirenovering af private ejendomme, og det kan imødegå tyndere ordrebøger.

- Vi vil gerne have det genindført. Der er to årsager. Folk har brug for at isolere og energioptimere deres ejendomme nu. Det er tydeligt for enhver. Og så vil det være rettidig omhu. For vi kan se, at håndværksmestrene begynder at få mindre og mindre i ordrebøgerne. Det her kan være med til at modvirke det, siger klima- og beskæftigelsesordfører René Christensen.

Danmarksdemokraterne

Danmarksdemokraterne vil hverken sige ja eller nej. For man skal passe på med hurtige beslutninger, lyder det, og beskæftigelsestal og udviklingen i inflationen skal følges nøje. Men der hældes til en model, der tilskynder til energiforbedringer på private ejendomme.

- Gerne også hvis det kan blive kombineret med erhvervsejendomme, særligt SMV-virksomheder, der har liberalt erhverv derhjemme, siger Hans Kristian Skibby.

Kristendemokraterne

KD går ind for at genindføre håndværkerfradraget og vil endda sætte flere penge af til fradrag for energiforbedringer.

- Vi har jo masser af byggeri fra 40’erne, 50’erne og 60’erne, som ikke er energioptimeret i forhold til de gældende byggeregulativer. Så vi vil meget gerne sætte massivt ind på det område. Vi har ikke sat noget beløb på med vilje, men det vil klart være en af vores mærkesager i forhold til energipolitikken generelt, siger Mikkel Lind, presse- og strategiansvarlig hos Kristendemokraterne.

11 år med udskældt og elsket fradrag

Håndværkerfradraget blev indført i 2011. Siden er det blev afskaffet, genindført og forlænget ad flere omgange. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

2011: Håndværkerfradraget indføres af VK-regeringen, DF og KD frem til 2013 som del af ”BoligJobplan”. Fradragene er todelt i et håndværkerfradrag og et servicefradag, og de indføres for at skabe vækst, skrue ned for sort arbejde, dårligt gør det selv-arbejde og få flere kortuddannede i job.

2012: S, SF og RV afskaffer ordningen ved udgangen af året.

2013: Samme gruppe af partier genindfører ordningen for 2013 og 2014.

2014/15: S, RV og V afskaffer ordningen. S-regeringen siger, at fradragene ikke står mål med de mia. af kr. der bruges på dem.

2015: V-regeringen genindfører fradraget sammen med DF, K, S og AL og gør det til et grønt fradrag for 2016 og 2017.

2017: Den daværende VLAK-regering gør sammen med DF det grønne håndværkerfradrag permanent fra januar 2018.

2021: Fradraget hæves midlertidigt for 2021.

2022: Det grønne håndværkerfradrag afskaffes 1. april 2022. Servicefradraget består.

Liberal Alliance

Klart nej til at genindføre håndværkerfradraget, lyder det fra partiets ordfører:

-Håndværkerfradraget bør ikke genindføres. Vi skal reformere Danmark og bruge færre penge i det offentlige, og de penge skal bruges til generelle lettelser af indkomstskat, erhvervsskatter og ubegrundede afgifter, ikke på fradrag, som man kun får, hvis man bruger sine penge på en bestemt måde, siger Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

Socialistisk Folkeparti

SF siger hverken klart ja eller nej til håndværkerfradraget, men understreger, at en genindførsel af ordningen i så fald skal målrettes grønne projekter og ikke må øge inflationen.

- Vi kan ikke forværre situationen ved at sende flere penge ud i byggeriet, medmindre det bliver taget et andet sted fra. Vi vil meget gerne droppe eller udskyde klimaskadelige infrastrukturprojekter for at sætte endnu mere turbo på grøn omstilling, energieffektivitet, varmepumper, fjernvarme med mere, siger Lisbeth Bech-Nielsen fra SF.

Nye Borgerlige

Partiet er ikke varm fortaler for håndværkerfradraget, men vil gerne stemme ja, hvis der stilles forslag om at genindføre ordningen i Folketinget.

-Grundlæggende har vi den holdning, at vi gerne vil sænke skatter og afgifter og simplificere skattesystemet. Spørgsmålet er, hvordan ordningen finansieres. Hvis det er ved at hæve nogle andre skatter, så synes vi, det er en dårlig idé. Men hvis det finansieres med mindre offentligt forbrug, så synes vi, det er en god idé. Enhver skattesænkning, som andre foreslår, tager vi imod med kyshånd, siger Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.

Håndværkerfradraget

Håndværkerfradraget var en del af boligjobordningen, som sikrede fradrag til dels serviceydelser som rengøring eller hækklipning, dels håndværkerydelser. Håndværkerfradraget blev afskaffet 1. april i år.

Inden da kunne man få fradrag på op til 12.900 kr. pr. person over 18 år i 2022. I 2021 var fradraget midlertidigt forhøjet til 25.000 kr.

Kun udvalgte håndværksydelser med et energibesparende eller klimasikrende fokus kunne trækkes fra. De gjaldt blandt andet:

Isolering af gulv, tag og ydervægge, udskiftning af ruder, vinduer og terrassedøre med glas, installation og reparation af solfangere og solceller, installation af varmepumper, klimasikring på spildevandsledninger og udvendigt malerarbejde.

Frie Grønne

Frie grønne vil genindføre håndværkerfradraget, så længe, det genindføres for at støtte håndværkerydelser, som fremmer grøn omstilling.

- Det skal kun være et fradrag til grønne investeringer, siger Susanne Zimmer fra Frie Grønne.

Alternativet

Hos Alternativet er man er klar til at genindføre fradraget. Så længe målet er, at sikre energiforbedrende tiltag.

- Vi vil gerne have det grønne håndværkerfradrag. Vi stemte også for at indføre det i sin tid, siger partiets MF’er Torsten Gejl.

Artiklen er en del af temaet Folketingsvalg 2022.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078