23948sdkhjf

Kontraktkæmpe lancerer platform for brugt inventar

Svenske Input Interior, der er blandt Nordens største indretningskoncerner, udruller nu et nyt initiativ på det danske marked. Med onlineplatformen Greenified håber koncernen at skabe nye forudsætninger for cirkularitet på erhvervsmøbelfronten, og ifølge driftsdirektør Charlotte Jensen er der behov for et digitalt marked for køb, salg og leje af genbrugt inventar.

– Virksomheder, organisationer og arkitekter interesserer sig mere og mere for bæredygtighed, og vi har alle et ansvar for at blive bedre til at anvende allerede eksisterende ressourcer. Med Greenified tilbyder vi et effektivt og miljørigtigt værktøj til genbrug af inventar i både små og store projekter, fortæller Charlotte Jensen.

Hun oplever, at miljømærkede produkter efterspørges oftere i både offentlige udbud og indkøb til den private sektor; en udvikling, der har taget fart i de senere år og som hilses velkommen af Input interior.

– Vores kunder efterspørger kvalitet og bæredygtighed, hvilket er en positiv udvikling, som vi bakker op om. Greenified er en platform, der henvender sig til alle kundetyper, og her gør vi et bredt udvalg af produkter tilgængeligt - uanset om det drejer sig om enkeltstående eksemplarer eller flere af samme model, fortsætter Charlotte Jensen.

Rulles ud i tre lande

Lanceringen af Greenified gennemføres i tre lande samtidigt. Ud over Sverige, hvor platformen først blev introduceret, kan kunderne i Finland, Norge og altså Danmark nu også købe, leje eller sælge inventar via platformen - også på tværs af landegrænser. For at minimiere CO2-belastningen fra transporten har brugeren dog mulighed for at afgrænse sin geografiske søgning til sit eget regionale område.

– Køb, leje eller salg af produkter – alt sker fra samme portal, hvilket gør Greenified let at anvende. Samtidig er der flere miljømæssige fordele ved platformen; ikke mindst begrænser vi CO2-udledning fra nyproduktion, og dernæst skal møblerne ikke fragtes fra fjerne destinationer, men findes allerede lokalt i Danmark eller Norden.

Hos Input Interior peger man på, at cirkulære alternativer er nødvendige for at sikre en bæredygtig udvikling i branchen, og ifølge koncernen er lanceringen i Danmark således et skridt i den rigtige retning.

– At udnytte allerede eksisterende ressourcer er et af de mest effektive tiltag, der findes til at drive bæredygtig udvikling, vurderer Charlotte Jensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078