23948sdkhjf

Horn tager hul på 4.500 nye kvm og et helt nyt kapitel: – Der er nogle meget store udfordringer

Mandag stak Horn Bordplader spaden i den aulumske muld og tog hul på byggeriet af 4.500 nye kvadratmeter. Når fabrikken næste år står færdig, er virksomheden klar til at trække produktionen af stenbordplader in house, og ifølge adm. direktør Jakob Bressendorf kan det blive lidt af en gamechanger.

– Der er nogle meget store udfordringer, når det kommer til ansvarlig stenproduktion. Dels er det enormt ressourcetungt, dels er det tunge materialer at transportere og endelig er der en stor udfordring i forhold til at sikre, at råvarerne er blevet frembragt under ansvarlige forhold, fortæller Horn-direktøren til Wood Supply.

Han peger på problematikker som børnearbejde, tvangsarbejde, underbetaling og overdødelighed i forbindelse med udvindingen, der primært sker i Afrika, Indien og Kina, hvor arbejdsforholdene kan være svært gennemskuelige og endnu sværere at kontrollere.

– Derfor kigger vi også meget på, hvordan vi kan source andre steder, fortæller Jakob Bressendorf, der dog nødigt kommer det nærmere.

For selvom han gerne vil slå fast, at Horn har intentioner om at gøre tingene på en ny og mere bæredygtig måde, medgiver han, at der stadig er langt i mål og mange spørgsmål, der ikke er besvaret.

– Det er en lang og svær proces, når man vil til at gøre tingene anderledes, og det er bestemt ikke alting, vi har styr på endnu, men det regner vi med at have, når produktionen står klar til næste år, lyder udsigterne.

Vil bruge spildet

Ifølge Jakob Bressendorf er der altså tre parametre, der skal tages med i betragtningerne, når det kommer til at producere bordplader af sten og komposit så bæredygtigt som muligt. Længst ude finder vi problematikken omkring sourcing, dernæst følger transporten og endelig kommer hele spørgsmålet om, hvordan produktionen udformes.

– Her handler det i særdeleshed om energibesparelser og recirkulation, så vi får mest muligt ud af ressourcerne. Eksempelvis har vi i byggeriet taget højde for, at vi kan opsamle og genanvende regnvand, og vi har brugt meget tid på at tale med både vores byggepartner og diverse netværkskontakter om, hvordan vi får gjort det optimalt, forklarer Jakob Bressendorf.

Også det store spild, der traditionelt er forbundet med stenproduktion, har virksomheden taget højde for på forhånd, og her er den socialt orienterede søstervirksomhed Denwood by Horn tænkt ind i billedet.

– Generelt ser vi hos Horn ikke vores spild som spild men som råvarer, der kan blive til nye produkter, og vi forventer, at vi kommer til at kunne udnytte langt hovedparten af de rester, vi får fra stenproduktionen, forklarer Horn-direktøren.

Præcis hvilket produkter, spildmaterialet kan upcycles til, er han endnu ikke klar til at afsløre.

– Men der er da ikke tvivl om, at det bliver noget andet, end vi hidtil har lavet, og vi har heldigvis allerede kunder, der står klar til at købe det, vi kommer til at lave, lyder det.

Alt i alt vurderer Jakob Bressendorf altså, at Horn i den grad har gjort sit forarbejde og fået sikret sig de absolut bedste forudsætninger for at skabe en konkurrencedygtig produktion af stenbordplader på vestjysk grund.

– Kan sådan en produktion være konkurrencedygtig i et land med så høje lønninger? Det tror jeg faktisk godt, for jo kortere forsyningskæden bliver og jo mere, vi optimerer og automatiserer processer, hvilket vi også har kigget meget ind i, jo bedre kan vi gøre det, fastslår han.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Horn Bordplader
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.438