23948sdkhjf

Esben er femte generation i en nordjysk smedefamilie – det ses i hans møbler 

Nordjyske Esben Pilgaard Jørgensen er vokset op omgivet af metal og marehalm. Som femte generation i en smedefamilie fik han fra barnsben håndværket ind under huden, men modsat sit fædrene ophav har han valgt at bruge fingerfærdigheden og materialeforståelsen til at skabe møbler.   

Det sker som ekstern designer for blandt andre Big, Rumas og Make Nordic, og i samarbejde med sidstnævnte kan han nu præsentere en møbelserie, der i den grad bærer præg af den nordjyske opvækst. I Cortyard-serien har han således kombineret sin kærlighed til stål med klassisk papirflet, der bringer tankerne i retning af Løkkens klitter.  

– I starten troede jeg faktisk, at det var umuligt at kombinere stål og papirflet med denne teknik. Jeg har i hvert fald ikke set det andre steder. Inspirationen stammer fra mine ture ved klitterne i Løkken, hvor selve papirflettet har samme form og udtryk, som den marehalm, der vokser derude, fortæller Esben Pilgaard Jørgensen om den nye serie.  

Et godt samarbejde 

Han har arbejdet på stolen i tre år, og overfor Nordjyske understreger han, at den tidlige introduktion til materialer og håndværk har været afgørende for de møbler, han skaber i dag.   

Det, at jeg så tidligt har fået materialerne mellem hænderne, er helt klart min største styrke i dag. Jeg ved, hvad materialerne kan, og hvad der kan holde. Et produkt som dette kunne aldrig være blevet lanceret, hvis ikke jeg havde sat den foran dem, der skal producere den. De ville ikke have troet på, at man kan gøre det, siger Esben Pilgaard Jørgensen til avisen.   

En der i dag kan glæde sig over at have troet på designerens evner og materialeforståelse er Line Olesen, grundlægger og direktør hos esbjergensiske Make Nordic, der for nyligt kunne lancere den nye serie.  

Det har været enormt givende at arbejde så tæt sammen med Esben, da han formår at forene en ekstrem høj detaljegrad med et stærkt kommercielt tænkende mindset. Vi er alle ovenud tilfredse med det endelige resultat, da vi synes vi har ramt den perfekte kombination mellem æstetik, funktionalitet og bæredygtighed, siger hun.  

Og ifølge Esben Pilgaard Jørgensen har Line Olesen og Make Nordic selv en stor del af æren for, at hans idé er blevet til virkelighed.  

Grunden til at Cordyard-serien er blevet til i dag, skyldes i høj grad den kreative frihed jeg har fået i samarbejdet med Make Nordic. Jeg har fået lov til at komme med egne interesser, idéer og prototyper, hvilket vil sige at jeg har været med til at tegne og udforme den endelige designserie fra start til slut. Jeg er enormt stolt af det endelige resultat, og kan allerede nu afsløre, at der ligger mere i støbeskeen i samarbejdet mellem mig og Make Nordic, fortæller en tilfreds Esben Pilgaard Jørgensen.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.781