Møbelfabrikken Duba-B8 i Bjerringbro havde egentlig tænkt sig at fyre en del af sine 60 medarbejdere i produktionen som følge af faldende ordreindgang.
Med afskedigelserne er nu aflyst, og i stedet skal alle faglærte og ufaglærte på AMU-kursus. Det skriver 3f.dk.
- Vi har stort udsving i vores salg. Vi overvejede at afskedige nogle medarbejdere, fordi vi har knap så meget at lave for tiden. Men heldigvis havde vores tillidsfolk et bedre forslag, siger fabrikschef Henrik Danielsen.
I første omgang skal medarbejderne på kursus i en uge. Målet er at gøre dem bedre til at samarbejde, men udover den konkrete opkvalificering høster Duba-B8 også væsentlige sidegevinster.
Fabrikschef Henrik Danielsen forklarer, at fabrikken har behov for relativt stor specialisering og viden, og derfor er det vigtigt med kontinuitet i medarbejderstaben – især i lyset af at virksomheden tidligere har været igennem flere fyringsrunder.
- Det er kun kernen, der er tilbage nu. Dem skal vi gøre alt for at holde fast på, siger Henrik Danielsen.
