23948sdkhjf

Futon-duo stærkt fra start: Oprydning slår igennem på bunden

Ti måneder efter Anders Stampe og Viggo Mølholm overtog ejerskabet af futon-virksomheden Karup Design, kan duoen nu se de seneste års oprydning slå igennem på bundlinjen. 

Det viser et nyt årsregnskab fra den Herning-baserede virksomhed.  

Før skat lyder årets resultat på 5,8 mio. kr. – en markant forbedring af foregående års tab på 1,7 mio. – og ifølge adm. direktør og medejer Anders Stampe er toplinjen i samme periode vokset godt 30 pct.  

 – Vi har brugt de seneste år på at rydde op og få skabt et bedre fundament, blandt andet har vi sagt farvel til en del kunder og distributionskanaler, og det er blandt andet det i kombination med vores newbizz-arbejde, vi ser resultatet af nu, forklarer direktøren, der dog medgiver, at pandemien også har givet ekstra medvind til salget.  

Har udvidet leverandørbasen 

Mens der er blevet skåret ned på kanaler i den udadgående forsyningskæde, har Karup til gengæld arbejdet med at udbygge leverandørbasen, og ifølge Anders Stampe har effekten af denne manøvre også for alvor vist sig det seneste år.  

 – Vi har tidligere levet med for få leverandører, og vi kunne se, at vi med øget omsætning også ville få brug for mere kapacitet. Da vi befinder os i en niche, hænger leverandører ikke på træerne, så det har taget tid at bygge op, og er først slået rigtigt igennem det seneste år, lyder det. 

Sender bonus til holdet 

Anders Stampe og Viggo Mølholm har valgt, at årets fremgang også skal komme de ansatte hos Karup Design til gode. Derfor har duoen udbetalt bonus til de ansatte, der hver har kunnet høste en kontant tak for indsatsen på mellem 14.000 og 38.000 kr., afhængigt af hvor stor en del af regnskabsåret, man har været ansat, og at man stadig er en del af holdet.  

 – Vi ser det som en kombination af en stayon- og en performance-bonus, for det er vigtigt for os at belønne hårdt arbejde, det store engagement og den omstillingsparathed, holdet har udvist, fortæller Anders Stampe.  

Imidlertid kunne timingen dårligt være bedre, og den nye, udvidede leverandørbase kom for alvor til at stå sin prøve, da coronaen sparkede til købelysten i møbelland.  

 – Vi er jo ikke gået fri af de udfordringer, der har været med de globale forsyningskæder og råvareknaphed, og da vi stod midt i coronahavde vi en leveringstid på 20 uger – i dag er vi nede på syv dage, fortæller Anders Stampe med slet skjult tilfredshed.  

Det er hans oplevelse, at den korte leveringstid i øjeblikket er lidt af et særsyn og således i høj kurs hos forhandlerne. 

 – Så det er nok noget af det, vi for tiden høster lidt ekstra omsætning på, og vi føler os enormt heldige, at vi kan lykkes med at tilbyde det i et marked, der stadig er utrolig ustabilt og vanskeligt at navigere i, fastslår han.  

Sigter mod omsætningsfordobling 

Også når det kommer til de uundgåelige prisstigninger, det massive pres på forsyningskæderne har kastet af sig, peger Anders Stampe på, at Karup Design har haft heldet på sin side.  

 – Vi var heldige at ramme nogenlunde rigtigt i vores analyse af vores egen priselasticitet, da vi på trods af prisstigningerne har formået at bibeholde en fornuftig volumen, forklarer han.  

Således har duoens første år som fuldgyldige ejere af virksomheden ikke alene sikret fin vækst, men også givet yderligere blod på tanden og styrket troen på fortsat fremgang.  

 – Vi er meget ambitiøse, og på trods af diverse udfordringer synes vi, det er et virkelig spændende marked, vi befinder os i. Det seneste år har vi udvidet staben med fire, og vi regner med at fortsætte den udvikling, fortæller Anders Stampe, der peger på, at de finansielle forventninger til indeværende regnskabsår lyder på tilsvarende vækstrater som det netop overståede.  

Det er da også nødvendigt at fortsætte fremgangen, hvis man skal nå i mål med de ambitioner, direktøren løftede sløret for tilbage i december. Her fortalte Anders Stampe, at Karup Design i løbet af de næste tre år sigter mod at fordoble omsætningen til 100 mio. kr.   

Karup Design A/S
mio. kr. 2020/21 2019/20
Bruttofortjeneste 15,0 4,7
Resultat af primær drift 5,6 - 3,3
Resultat før skat 5,8 - 1,7
Årets resultat 4,7 - 0,95
Balancesum 33,1 26,7
Egenkapital 14,4 9,7
Gns. antal ansatte 15 16
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2021.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093