23948sdkhjf

Sofasucces øjner omsætningsfordobling efter corona-hug

Herningensiske Karup Design, der de seneste år har oplevet hastig vækst i salget af sine futon-møbler, kom ud af regnskabsåret 2019/20 med røde tal på bunden.

Det viser det nyligt offentliggjorte regnskab, hvor top- såvel som bundlinje har taget nogle drøje coronahug. Således tog bruttofortjenesten et dyk fra 11,2 til 4,7 mio. kr., mens resultatet før skat landede på – 1,7 mio. kr. sammenlignet med 3,8 mio. i fjor.

– Ud over effekten fra coronaens startfase, skyldes det ganske enkelt den proces, vi har været igennem, hvor vi ud over at have investeret kraftigt i optimering af processer, IT og organisation også har sorteret mindre profitabel omsætning fra, forklarer adm. direktør Anders Stampe.

Dyrere end forventet

Det seneste år har virksomheden investeret i både en nedlukning og udflytning af lageret i Karup til Polen samt indflytning i det nye hovedkvarter i Herning.

– Hovedparten af vores produkter bliver produceret i Østeuropa, og omkring 90 procent af vores omsætning realiseres syd for Flensborg. Så selvom udflytningen gav nogle udfordringer og blev dyrere end forventet, bidrager den allerede positivt i forhold til både omkostninger og den miljømæssige påvirkning, forklarer Anders Stampe, som således har meget positive forventninger til de kommende år.

– Det strategisk fokus på salg, marketing og operations bærer allerede frugt, så ordreindgangen ligger et stykke over indeks 150 i det nye regnskabsår, fortæller direktøren, der har sat sig et mål om at fordoble omsætningen til 100 mio. kr. i løbet af de næste tre år. 

Har overtaget hele baduljen

Ambitionen understøttes af, at Karup Design med den nye organisation, USA som nyt marked og en række andre newbiz-projekter sætter baren for den kommende årrække højt. Og Anders Stampe har selv investeret i de store ambitioner.

Sammen med bestyrelsesformand Viggo Mølholm har han overtaget det fulde ejerskab af Karup Design, der blev grundlagt af Preben Christensen for 48 år siden, og som indtil nu har været på familiens hænder.

For Anders Stampe er overtagelsen af yderligere 40 pct. af aktierne en milepæl, som han har bevæget sig mod, siden han blev ansat for tre år siden og senere købte de første 10 pct. af virksomheden. Det fortæller han i artiklen her.

Karup Design 
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttofortjeneste 4,7 11,2
Resultat før finansielle poster - 3,3 3,0
Resultat før skat - 1,7 3,8
Årets resultat - 0,95 3,2
Balancesum 26,7 21,6
Egenkapital 9,7 12,7
Gns. antal ansatte 16 16
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094