23948sdkhjf

Nyt forsøg: Robot skal printe ungdomsbolig

På en byggegrund midt i Holstebro står en dansk 3D-printer lige nu og printer betonskallen til et hus. Om et par uger er den kompakte ungdomsbolig på bare 37 kvm. klar til at blive monteret og indrettet med gulve, bad og køkken.

Huset er nemlig en prototype på fremtidens studieboliger. En test på et 3D-printet råhus, som udføres i fuld skala, og samtidig er et pilotprojekt i både innovation og bæredygtighed.

Flere lokale byggevirksomheder og leverandører bakker op. Blandt andet Svane Køkkenet, der står for indretning af køkken, bad og opbevaring:

- Det er et meget spændende og innovativt projekt, som det er interessant at være med i. Både vi og de øvrige involverede aktører lærer en masse om, hvordan byggebranchen kan anvende 3D-teknologien, siger Jakob Kristensen, erhvervschef hos Svane Køkkenet.

Udfordrer traditionel arkitektur

Borgerne i Holstebro kan lige nu følge byggeprocessen, som udføres af en dansk udviklet robot fra COBOD. Den er en ud af blot tre i Europa og vil kunne printe et hus på under et døgn.

Bag det innovative projekt står virksomheden 3DCP ApS, som bl.a. er startet af cand. merc. jur. Mikkel Birch. Han fik ideen til at printe en ungdomsbolig over et glas rødvin sammen med én af sine venner, der er ingeniør. Fra tanke til handling var der ikke langt, og ungdomsboligen i Holstebro er første testprojekt:

- Robotten er dansk udviklet, og dens 3D teknologi giver helt nye muligheder for at afkorte byggetiden og udfordre konventionelle måder at tænke arkitektur på. Printeren er ligeglad med, om der er ti hjørner i huset. Derfor kan vi tænke i mere spændende rum end de traditionelle firkantede kollegieboliger, fortæller han. 

Bæredygtighed tænkt ind i alle led

Boligen er fra starten tænkt bæredygtig i alle led og materialer, og boligen får en DGNB Guld-certificering som et kvalitetsstempel på bæredygtighed:

- Som leverandør er det specielt interessant for os at blive udfordret og være med til at tænke i de mest bæredygtige materialer til køkken og bad, som vi i forvejen har stort fokus på, siger Jakob Kristensen.

For 3DCP ApS er dette kun første test af en ny byggeproces. Ophavsmændene og deres medinvestorer tror på, at byggemetoden bliver en del af fremtiden.

Den kompakte ungdomsbolig på 37 kvm. plus hems kommer til at stå på byggegrunden i Holstebro indtil foråret 2022.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11