23948sdkhjf

Far blæste sønnerne bagover - nu har de åbnet et showroom

Jakob og Ulrik Mernøe fik sig lidt af en overraskelse, da de for tre år siden så den lampe, deres far havde hængt op over sit spisebord.

– Jeg tror, vi begge to blev lidt målløse. Den var virkelig, virkelig flot, og vi vidste slet ikke, at han kunne finde ud af sådan noget, fortæller Jakob Mernøe til Wood Supply.

Et svært tidspunkt at komme ind

Det lå da heller ikke i kortene, at Morten Mernøe skulle kaste sig ud i lampedesign. Ikke desto mindre, var det netop hvad der skete, da den uddannede ingeniør måtte erkende, at han simpelthen ikke kunne finde præcis den lampe, han ønskede sig til pladsen over spisebordet.

– Så måtte han jo prøve selv, så han tegnede en lampe og fik produceret en enkelt til sig selv. Da vi andre så den, var vi noget blæst bagover, så vi oprettede en virksomhed, fordi vi kunne se store muligheder i designet, fortæller Jakob Mernøe.

På det tidspunkt var de tre familiemedlemmer imidlertid hver især beskæftiget med andre projekter, men i begyndelsen af i år kom der flere huller i kalenderne. I det tidlige forår blev lampen sat i produktion på et snedkeri i Kastrup, men det var ikke nogen nem opgave at få afsat, fortæller Jakob Mernøe.

– Vi skulle bruge et værksted med en CNC-maskine for at få skåret træet, og mange snedkerier har jo sindssygt travlt for tiden, så det var svært at komme ind, men vi har heldigvis fundet et godt værksted, der gør det for os.

Smalt sats uden markedstest

Sådan gik det til, at lampen, der har fået navnet Mernøe No. 1, nu hænger i virksomheden Mernøe Lightings spritnye showroom i Kronprinsessegade i indre København, og dermed er starten på familiens forretningseventyr skudt i gang. Jakob Mernøe, der med sine 28 år er virksomhedens yngstemand, medgiver, at det ikke er den traditionelle vej til markedet, trekløveret har taget.

– Vi har ikke kørt markedstest eller prøvet produktet af på målgruppen, så virksomheden er ikke skabt på baggrund af en markedsanalyse men udelukkende fordi, vi blev forelskede i designet og ønskede at vise det til resten af verden, forklarer han.

Indtil videre er der således også kun et enkelt produkt i sortimentet, og selvom lampen inden længe kan fås i forskellige træsorter, er det ingenlunde intentionen, at kataloget skal ende tommetykt.

– Vi skal ikke ud at have 50 forskellige lamper i sortimentet. På den længere bane kommer der nogle nye designs samme look, så vi opnår en genkendelighed på tværs, men vi forbliver en nicheproducent, der dykker ned i håndværket og koncentrerer os om at blive endnu dygtigere til det, vi gør, siger Jakob Mernøe.  

Stærke referencer afgørende

Beslutningen om at forblive en nicheproducent hænger også sammen med den eksklusive profil, virksomheden går efter. Mernøe No. 1 står til en udsalgspris på 65.000 kr., og målgruppen er således ikke en hr. hvem som helst, hvilket også afspejles af virksomhedens jagt på referencer.

– Vi har først lige taget hul på markedsføringen, og her prøver vi især at få fat på relevante referencer, der står for ordentlighed, håndværk og kvalitet, fortæller Jakob Mernøe.

Indtil videre kan lampen opleves i et af mødelokalerne hos Den Sorte Diamant, mens andre aftaler er på trapperne, og ifølge medstifteren er netop b2b-referencerne af særlig vigtighed.

– I virkeligheden vil vi gerne sælge til både private og til erhverv, men vi fokuserer lige nu meget på b2b, for at få kendskabet bredt ud, og typisk vil b2c-salg også foregå gennem erhvervskunder som eksempelvis arkitekter, forklarer han.

Således er der altså styr på såvel prioriteter som retning, og håbet er, at Jakob Mernøe og familien med den nye belysningsvirksomhed har satset smalt men rigtigt i et marked, hvor gennemarbejdet design og solidt håndværk aldrig går af mode.

– Der er helt sikkert en risiko ved at satse så smalt, men vi gør det, fordi vi har en stærk tro på produktet og på egen kunnen. Og hvis man aldrig risikerer noget, så vinder man heller ikke, slår medstifteren optimistisk fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079