23948sdkhjf

Fik 14 måneders nedsat sigtbarhed i velkomstgave – og brillerne dugger stadig

Bare ti dage efter Torben Paulin havde sat sig i direktørstolen hos TCM Group, tonede statsminister Mette Frederiksen sidste forår frem på de danske tv-skærme og proklamerede en forestående nedlukning af landet.  

Således blev 2020 en øvelse i at navigere ikke bare i nyt farvand men også med særdeles nedsat sigtbarhed, og måske er det meget godt, at Torben Paulin har fået erfaring med netop den disciplin. På kontoret syd for Holstebro er det nemlig stadig ualmindeligt svært at se frem i tiden, fortæller TCM-direktøren.  

– Dels slås vi i øjeblikket med råvareknaphed, der betyder stigende materialepriser, fortæller han og peger på, at det grundet problematikkens verdensomspændende omfang er svært at stille noget op imod.  

– Vi har selvfølgelig en dialog med vores leverandører, og kan nogle ikke levere, prøver man nogle andre. Men det, der sker i sådan en situation, er jo, at vi i bund og grund alle sammen er med til at gøre ondt værre, fordi man helt naturligt reagerer ved at bestille større mængder hjem, forklarer Torben Paulin.  

Genåbning et wildcard 

Imidlertid er det den igangværende genåbning, der for alvor gør det svært for TCM-direktøren at spå om fremtiden generelt og markedsudviklingen i særdeleshed.  

For mens det på den ene side virker forventeligt, at de kroner, der det seneste år er blevet kanaliseret ind i danskernes boliger, bliver kanaliseret direkte tilbage til restauranter og rejsebureauer, så snart pandemien slipper sit greb, ser TCM-direktøren også tegn på det modsatte. 

– Der er stadig rekordmange hushandler, huspriserne stiger, så friværdien er høj, renten lav eller negativ og typehusfirmaerne har fyldte ordrebøger. Og måske er nogle også blevet lidt mere forsigtige med at rejse, eller venter til 2022, så jeg synes, det er utrolig svært at spå om, siger Torben Paulin, der også stadig ser direkte coronarelaterederisici.  

– Tre af vores medarbejdere har børn, der er testet positive den senere tid, og så må de jo også selv hjem og tage en test og vente på svaret. Det har heldigvis alle klaret frisag, men vi risikerer jo stadig et udbrud, som vi for eksempel har set det hos en underleverandør, der måtte lukke fabrikken i 14 dage, fortæller han.  

Skulle det samme ske for TCM Group, der i høj grad er en ordreproducerende virksomhed, ville det få voldsomme konsekvenser, vurderer direktøren.  

Fremtidens forbruger   

Også fremtidens forbrugsmønstre har Torben Paulin i øjeblikket svært ved at gennemskue. Det seneste år har TCM Group, der står bag Svane Køkkenet, Tvis, Nettoline og det onlinebaserede kitchn.dk, kunnet mærke, hvordan pandemien for alvor har skubbet på nethandlen. 

– Men betyder det, at folk vil fortsætte med at købe køkkener online? Det ved vi simpelthen ikke, så det bliver meget spændende at se, hvad det på sigt får af betydning for forbrugsmønstrene, lyder det.  

Således er meget altså stadig usikkert, men det får ikke TCM-direktøren til at ryste synderligt på hånden, når kursen for den næste tid skal udstikkes. Og selvom han ikke er helt klar til at løfte sløret for den opdaterede strategi, køkkenvirksomheden arbejder på, vil Torben Paulin eksempelvis gerne fastslå, at overskrifterne stadig er vækst og effektivisering.  

– Vi ser stadig vækstpotentiale for alle fire brands i både Danmark og Norge, og vi har jo tidligere sagt, at vi skal have gjort noget ved vores kapacitet. Lige nu er det et spørgsmål om at få mere igennem de eksisterende faciliteter, men på et tidspunkt skal vi udvide apparatet, og hvordan og hvornår vi skal det, arbejder vi i øjeblikket på at finde ud af, fortæller han om koncernens planer for en fremtidssikring af den danske produktion.  

Og han tør også godt love, at fremtiden kommer til at byde på lidt flere produktlanceringer, end man hidtil har været vant til.  

– Det er en absolut succesfaktor for os at lancere nye produkter, så vi går fra at have gjort det cirka en gang om året til nu at gøre det oftere og også lidt mere kontinuerligt og målrettet på tværs af alle fire brands, fortæller Torben Paulin.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094