23948sdkhjf

Godt fra start på TUN Byg

2012-udgaven af den store byggevaremesse blev skudt i gang tirsdag, og flere steder betegner man førstedagen som overraskende god.
- Det er gået rigtigt godt i dag. Normalt er der lidt stille tirsdag og onsdag, men i dag har der været klart flere besøgende, end der plejer at være på første dag, så vi er super tilfredse.

Det siger Tinna Kristinsdóttir fra NPI Nordisk Pladeimport, og meldingen er tilsvarende hos stort set alle de udstillere, som Wood Supply besøgte på TUN Bygs åbningsdag i Fredericia, hvor der allerede fra klokken 10 var godt gang i tælleapparaterne.

- I formiddag var der travlt, og du kan bare se dig omkring nu – alle medarbejdere er beskæftiget, siger salgschef Claus Bernd Høgdal fra Novopan, som vi møder på virksomhedens stand i Hal A.

- Jeg var lidt i tvivl om, hvad vi skulle forvente i dag, men vi har bestemt ikke kedet os. Vi sendte en hel del invitationer ud før messen, og det har selvfølgelig givet noget, fortsætter han.

Promoverer det eksisterende sortiment
Både Novopan og NPI er taget til Fredericia for at promovere det eksisterende sortiment – i øvrigt helt i tråd med messens tema; ” ”Klima, energi og miljø”.

Hos NPI er det blandt andet den miljøvenlige byggeplade Megapan, der er i fokus, mens spånpladeproducenten Novopan har valgt at beklæde hele standen med sit Klimagulv – en løsning til vandbaseret gulvvarme.

- Vi har valgt at fokusere på klimagulvet og så vores vådrumspakke, som der ikke er så mange, der kender endnu. Klimagulvet kender de efterhånden. De seneste par måneder har vi fordoblet salget af vådrumspakken, og vi bruger messen til at øge kendskabsgraden yderligere. Vi har valgt at opstille hele pakken, og den har de set meget på – både tømrerne og murerne, fortæller Claus Bernd Høgdal.

Største antal nyheder i 25 år
Et andet sted i Hal A, tæt ved messecentrets indgang, finder vi Velux, der i år satser massivt på TUN Byg med flere store produktnyheder. På messens førstedag har fokus især samlet sig om to nyheder; et nyt energivenligt ovenlysvindue samt et nyudviklet modulkoncept til projektmarkedet.

- Min salgschef har været med i over 25 år, og han har aldrig været med til en messe, hvor der har været så meget nyt. Vi glæder os over at komme ud med det nu. Det ville være ærgerligt, hvis det var et år, hvor TUN Byg ikke var her, siger Jesper Salskov Jensen, direktør i Velux Danmark, der er Velux-koncernens danske salgsselskab.

- Vi har udvidet messearealet i år, og vi har også et større antal medarbejdere med. I dag er der ekstra mange folk, fordi vi har folkene fra vores kundeservice herovre for at opleve messen. Samtidig er der mange kunder, og det har der været lige fra klokken 10, siger den travle direktør.

TUN Byg 2012 løber frem til fredag. Senere på ugen kan du læse mere om både Velux, NPI, Novopan og mange andre af de cirka 300 udstillere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141