23948sdkhjf

Louis Poulsen sætter Danmarks Næste Klassiker i produktion

I efteråret løb designer Anne Boysen med sejren i DR-programmet Danmarks Næste Klassiker, og nu sættes hendes vinderdesign i produktion.

Det skriver Bo Bedre.

Det bliver Louis Poulsen, der skal producere Anne Boysens vinder-lampe, og designeren kommer dermed i selskab med nogle af sværvægterne inden for dansk design som PH, Verner Panton og Arne Jacobsen.

Allerede mens programmerne blev sendt, modtog Anne Boysen henvendelser fra såvel potentielle kunder som fra producenter, der var interesserede i samarbejde, men hun understregede i efteråret, at hun ikke ville forhaste sig, når det kom til at få hendes designs i produktion.

– Det er et spørgsmål om, at jeg skal finde de rigtige at arbejde sammen med, og jeg bliver nødt til at bruge noget tid på at finde ud af, hvad der føles rigtigt i den sammenhæng, fortalte Anne Boysen i oktober til Wood Supply.

I et opslag på Linkedin afslører hun, at hun allerede før optagelserne blev vist på TV, tog lampen under armen og gik ind til Louis Poulsen.

– Min dagsorden var ikke blot at få sat lampen i produktion, men at indgå et samarbejde, hvor jeg kan fortsætte med at lege med lys sammen med dygtige mennesker. De forstod øjeblikkeligt mit design og min mission og takkede ja, hvilket jeg er dybt taknemmelig for, skriver Anne Boysen i opslaget.

Her kan man også læse, at samarbejdspartnerne i øjeblikket arbejder på at få detaljerne på plads, så lampen kan være klar i butikkerne til efteråret.

Foto: Helle Moos

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13