Fra nej tak til den endelige sejr: Anne har skabt Danmarks Næste Klassiker
– Det er absolut noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort.
Sådan lyder det fra Anne Boysen, der egentlig havde sagt tak, men nej tak, da casteren fra DR-programmet Danmarks Næste Klassiker ringede. I sidste uge sikrede hun sig så den endelige sejr i programmet. Og det med den første lampe, hun nogensinde har designet.
– Jeg sagde jo i første omgang nej, fordi konceptet er så presset på tid, og det er ikke sådan, jeg normalt arbejder; omvendt stod jeg i en situation, hvor jeg lige havde opsagt alle mine faste opgaver og skulle finde en ny måde at arbejde på, og både min mand og bror sagde, at jeg var nødt til at stille op, og så var det, jeg bare tænkte ”ja, hvorfor ikke” lyder det med et grin fra designeren.
Et værkstedsbarn uden filter
Anne Boysen betegner sig selv som pissesårbar, skideærlig og komplet uden filter. Og den Anne Boysen, der torsdag finder vej gennem en knitrende telefonforbindelse, mens hun er på vej i sommerhus med familien, er én til én den Anne Boysen, DR-seerne har kunnet følge fra første uges mindre sammenbrud til sidste programs sejr.
– I program et var jeg max presset. Jeg havde så meget tankemylder, og min ADHD var slet ikke under kontrol, så jeg var nødt til at snakke med produktionen om, at hvis jeg ikke fik det vendt, kunne jeg ikke fortsætte; heldigvis var der på grund af corona en pause mellem de to første programmer, og der fik jeg tid til at komme op i helikopteren og sige ”okay, det her er rammerne – jeg må bruge tre dage til at finde frem til mit koncept”, og da jeg havde sluttet fred med det, fik jeg en ro til bare at lege, forklarer Anne Boysen.
Danmarks Næste Klassiker
I DR-programmet, der netop har afsluttet sin anden sæson, dyster fem designere om at skabe fremtidens danske designklassiker.
I denne sæson var de fem deltagere igennem disciplinerne Sofa, Stol, Lampe, Lænestol, Opbevaring og Bord
De færdige designs blev bedømt af møbelsnedker og industriel designer Kasper Salto samt møbel og lampedesigner Louise Cambell
Dommerduoen pegede på Anne Boysen som vinder i kategorierne Sofa, Stol og Lampe, hvor det var sidstnævnte, der løb med den endelige titel som Danmarks Næste Klassiker.
Hun kalder deltagelsen i programmet for det noget af det hårdeste, hun nogensinde har prøvet, og understreger i samme åndedrag, at hun ikke et øjeblik har fortrudt, at hun stillede op.
– Da jeg først fik styr på processen, blev det det sjoveste, jeg nogensinde har været med til, lyder skudsmålet fra designeren, der fremhæver én ting som særligt inspirerende.
– Jeg har virkelig fundet ud af, hvor meget jeg holder af at arbejde sammen med håndværkere. En måned inden vi startede optagelserne rejste jeg landet rundt for at møde håndværkere og mærke efter, hvem jeg havde lyst til at samarbejde med, og hvem der troede på mine idéer og min måde at arbejde på, og jeg har virkelig fundet de mest fantastiske mennesker – det har været en gave at komme ud på værkstederne og få lov at trylle med de her mennesker, der også har kastet sig 100 procent ind i projektet, lyder det.
Og Anne Boysen er slet ikke færdig med at samarbejde med de håndværkere, hun har mødt igennem programmet.
– Det kommer helt sikkert til at fortsætte; jeg savner dem alle sammen, og fordi jeg er vokset op på et værksted og hører hjemme på et værksted, føles det lidt, som om jeg har fået en kæmpestor familie rundt omkring i hele Danmark.
Det skal føles rigtigt
Seere af DR-programmet vil vide, at den 39-årige møbelarkitekt er mere til følelser end funktion. Tydeligst kom det til udtryk i sidste program, hvor de fem deltagere fik til opgave at designe et bord, der kunne ændre format.
– Specielt med hensyn til sofabordet blev jeg rimelig presset, for jeg kunne slet ikke se en mening med at lave funktion. Dommerne havde lagt op til, at det kunne forhøjes, så man kunne spise ved det, men jeg syntes, det var åndssvagt; i stedet lavede jeg det megalavt og med bølger, så man overhovedet ikke kunne spise ved det, for jeg vil ikke bakke op om en adfærd, hvor man skal sidde og kigge ind i en skærm, mens man spiser, fortæller Anne Boysen grinende.
Foto: Helle Moos
Hun peger på, at det sværeste ved at deltage i Danmarks Næste Klassiker har været, at rammerne og det konstante tidspres langt fra har afspejlet hendes normale måde at arbejde på.
– Jeg er så meget et sansemenneske, så jeg har brug for at kunne mærke det, jeg laver – kan jeg ikke mærke det, laver jeg det normalt ikke, fortæller hun og peger på, at hun af samme grund hidtil har holdt sig fra at arbejde efter briefs.
– Hvis der kom nogen med en specifik opgave, har jeg altid sagt, de måtte gå et andet sted hen, men under programmet oplevede jeg, at jeg jo faktisk kom i mål med de her ting hver gang; det er ret vildt, hvor glad jeg nu er blevet for at arbejde efter et brief, så faktisk er hele min proces og tilgang til design blevet meget, meget anderledes på meget kort tid, forklarer hun.
Lagt ned af henvendelser
Ikke desto mindre er det stadig Anne Boysens mave, der får lov at bestemme langt hen ad vejen, og det er blandt andet derfor, ingen af hendes designs fra programrækken endnu er blevet sat i produktion. Interesserede samarbejdspartnere har det nemlig ikke skortet på.
– Det har været fuldstændig vanvittigt, som jeg er blevet lagt ned af henvendelser. Jeg har fået kundeforespørgsler på alle produkterne, og der er flere producenter, der har bedt om møder eller direkte tilbudt at sende noget i produktion, fortæller designeren, der langt fra havde forventet en sådan opbakning.
– Jeg troede ikke, at jeg på så kort tid kunne skabe noget, folk ville synes var fedt; også fordi jeg godt ved, at mange af mine ting er meget skæve og sanselige, så det er virkelig kommet bag på mig, forklarer hun.
Og det er da også helt sikkert, at nogle af tingene kommer i produktion, slår Anne Boysen fast. Men det haster ikke.
– Det er et spørgsmål om, at jeg skal finde de rigtige at arbejde sammen med, og jeg bliver nødt til at bruge noget tid på at finde ud af, hvad der føles rigtigt i den sammenhæng, forklarer designeren, for hvem tv-programmet ikke blot betød en ny måde at arbejde på, men også en større accept af tilværelsen som følemenneske.
– Jeg har været skidebange for at fremstå som en lidt for følsom tudekiks, men jeg er simpelthen blevet taget så godt imod, at det har været helt rørende; folk har set det som en styrke, at jeg har gjort tingene på min egen måde, og det har givet mig en selvtillid i, at det er okay at gøre, som jeg gør, og jeg er bare helt vildt glad for, at have opdaget, at folk godt kan rumme mig.