23948sdkhjf

Trods coronakæp i turnaround-hjulet: Det går faktisk godt

Der stod mange ting på listen over, hvad Christian Risbjerg skulle forholde sig til, da han for lidt mere end et år siden satte sig i direktørstolen hos den midtjyske sofaproducent Skalma. Corona var ikke en af dem.

– Men det går faktisk meget godt, lyder det i dag fra direktøren, der blev hentet ind for at vende 12 års underskud til en profitabel forretning.

– Vi står med et helt andet Skalma i dag; vi har fået styr på vores omkostninger og vores kunder i særdeleshed, og vi er blevet gearet til at være rentable, fortæller Christian Risbjerg.

Begræder ikke omsætningsfald

Skalma, der har specialiseret sig i polstermøbler og særligt er kendt for sine sofaer, har netop offentliggjort årsrapport for det forskudte regnskabsår 2019/20, og underskuddet på godt 2 mio. kr. svarer stort set til det foregående års.

–  Planen var egentlig, at underskuddet skulle have være omkring en million mindre, og havde det ikke været for corona, var vi også kommet i mål, vurderer Christian Risbjerg.

Til gengæld understreger han, at den mindre omsætningstilbagegang, året også bød på, var resultatet af bevidste valg.

– Vi har sorteret den dårlige del af forretningen væk, og det har også betydet, at vi har sagt farvel til nogle store kunder, og det har givet et omsætningsfald, fordi vi har sorteret ret hårdt, forklarer han og peger på, at det således ikke er noget, han begræder.

–  Når det er kunder, du ikke har tjent penge på, gør det ikke så meget, lyder det.

I stedet har Skalma valgt at koncentrere sig om færre men bedre forhandlere, der ifølge Christian Risbjerg forstår, hvad det kræver at sælge møbler produceret på dansk grund.

En gennemgribende forandring

Fokuseringen af kundebasen er imidlertid langt fra den eneste forandring, Skalma har været igennem, siden den nye direktør tiltrådte.

– Vi har omstruktureret måden at anskue vores produktion på og har i dag et helt andet setup, vi har ændret i alle arbejdsgange og alle processer, har lavet rigtig mange omstruktureringer på leverandørbasen, og så har vi lavet, tror jeg, på den anden side af tyve nye modeller, lyder det fra Christian Risbjerg.

Det er således ikke småting, han har fået udrettet de seneste tolv måneder, og efteråret bød desuden på en udskiftning af alle læder- og stofprøver, en manøvre der ifølge Christian Risbjerg har kostet omkring 300.000 kr.

– Men det er klart, det koster at udvikle, og det har været afgørende for Skalmas revitalisering, forklarer han.

Det samme har den ændring af prisstrukturen, der ifølge Christian Risbjerg har været en af de helt store forandringer.

– Det har været fuldstændig afgørende; før var vores måde at prissætte på lidt rodet at finde rundt i for forhandlere, så i efteråret lancerede vi en prisstruktur, så der for alle møbler er et mere naturligt flow i prissætningen, forklarer han og fortsætter:

– Det er jo kunden, der bestemmer, hvad der bliver solgt, og når man skal vælge mellem læder- og stoftyper, er det ekstremt vigtigt med et naturligt flow, der gør det spiseligt at gå en eller to kategorier op, så på den her måde er det også blevet nemmere for forhandleren at lave et plussalg i butikken.

Tro på fremtiden intakt

Skalma lukkede bøgerne på det forgangne regnskabsår ved udgangen af august, og ifølge Christian Risbjerg bliver det sidste år med røde tal i denne omgang.

– Ser vi på de første fire måneder er vi faktisk i breakeven, og vi regner helt klart med et positivt resultat i år, lyder det.

Og selvom coronaen i foråret førte til panderynker og et par måneder med en halveret omsætning, peger Christian Risbjerg på, at det også kan have kastet noget positivt af sig.

– Der skete jo det, at mange fik øjnene op for danskproducerede varer, og vi har også set en forbrugerstrømning mod hele bæredygtighedsbølgen, hvor folk søger varer, der er fremstillet tættere på, forklarer han og understreger, at Skalma gennem hele efteråret oplevede en stigende efterspørgsel.

– Så er det selvfølgelig virkelig ærgerligt, at butikkerne nu er tvunget til at lukke igen, men vi kan se, at alle vores tiltag bærer frugt nu, så jeg tror virkelig på fremtiden, slår han fast.

Firmanavn
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttofortjeneste 6,8 7,3
Driftsresultat - 2,2 - 1,2
Resultat før skat ikke oplyst ikke oplyst
Årets resultat - 2,2 - 2,3
Balancesum 8,2 8,5
Egenkapital 0,3 1,5
Gns. antal ansatte 23 26
Regnskabsåret blev afsluttet 31. august 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078