23948sdkhjf

Dolle investerer millioner i fremtidig vækst

For at sikre fortsat vækst investerer trappeproducenten Dolle A/S millioner i en ny loftstrappe og nye maskiner i produktionen.
Et tocifret millionbeløb investeres i produktionen af en helt ny patenteret loftstrappe hos Dolle A/S, skriver dagbladet Børsen.

Direktør Francois Grimal fortæller til avisen, at den planlagte investering i nye maskiner til produktionen kommer til at ligge i omegnen af 30-40 mio. kr.

Denne millioninvestering samt innovation, massiv markedsføring og en stærk bestyrelse skal sikre virksomheden fremover.

Fortsat vækst i trægt marked
I de senere år har Dolle A/S leveret sine hidtil bedste resultater i et ellers katastrofalt marked. Det skyldes flere ting, påpeger Francois Grimal.

- Vi har holdt fokus på de ting, som vi ved, gør en forskel. Fokus på den del af forretningen, der tjener penge, og så har vi fjernet det, der ikke tjener penge, lyder det fra Francois Grimal, der også peger på markedsføring og udvikling som en væsentlig årsag til den stadige vækst.

Han har noteret sig at en række konkurrenter og kolleger netop har skåret ned på denne post.

- De bevæger sig ikke mere, men det tror vi ikke, er den rette løsning. Vi har næsten fordoblet vores ressourcer på udvikling og salg, forklarer han og understreger, at det er den dedikerede indsats på salg, der skal være med til at pushe den nye loftstrappe på markedet.

Innovation tiltrækker bestyrelsesformand & kunder
Hos Dolle A/S og Francois Grimal er innovation kodeordet til succes, og det er da også virksomhedens innovative tilgang til at drive forretning, der tiltrækker både kunder og den ny bestyrelsesformand.

På formandsposten i bestyrelsen sidder nemlig den tidligere direktør for Gabriel A/S Jørgen Kjær Jacobsen. Han fortæller til Børsen, at det var den dynamiske ledelse samt den moderne holdning til produktion og innovation i Danmark, der fik ham til at takke ja til formandsposten.

Også kunderne skal tiltrækkes af virksomhedens hårde satsning på innovation, og man har i dag vendt sit fokus mod brugerdreven innovation. Det har betydet besøg hos en række slutbrugere for at skaffe sig viden om, hvorledes virksomhedens produkt anvendes, og hvad der giver dem værdi.

2011 på niveau med 2010
Dolle har siden 2008 øget sit overskud fra 4,5 mio. kr. til 11,6 mio. kr. i 2010. Resultatmæssigt toppede Dolle i 2009 med 13,7 mio. kr. på bundlinjen.

Francois Grimal forventer et 2011 på niveau med 2010, hvor Dolle omsatte for godt 244 mio. kr.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125