23948sdkhjf

Indtog på kontraktmarkedet har løftet kvaliteten hos designsucces

Da designvirksomheden Bolia for tre år siden indgik samarbejde med amerikanske Steelcase betød det et indtog på kontraktmarkedet for det dengang 17 år gamle selskab. I dag henter Bolia knap en tiendedel af omsætningen på det nye segment, og aftalen har ikke alene givet designvirksomheden et ekstra ben at stå på. 

Det fortæller Bolia-direktør Lars Lyse Hansen.

– Det har været et fantastisk samarbejde at starte op, ikke mindst fordi Steelcase kommer med ny viden og helt nye vinkler på ting som compliance og kvalitetskrav, forklarer han.

Den Lars Larsen Group-ejede designvirksomhed blev således også sat på lidt af en opgave med at få de to årlige kollektioner til at leve op til standarder, man hidtil ikke havde skævet nævneværdigt til. 

–  Ved første øjekast virker det jo som noget bøvl, for det kræver, at produkterne er virkelig, virkelig holdbare, men det har været en super øvelse for os, for vores kvalitetsniveau er blevet løftet markant, fortæller Lars Lyse Hansen, der peger på, at det også kommer de private kunder til gode.

–  Vi har ikke hævet priserne, men mange af de designs, vi sælger til privatkunder, er nu udviklet til at kunne holde til professionelt brug, lyder det.

Understøtter bæredygtig dagsorden

Som en lang række af branchens andre aktører har Bolia de senere år stillet ekstra skarpt på bæredygtighed.

I bestræbelserne har man blandt andet skruet op for brugen af certificeret træ og ditto tekstiler, og de bæredygtige aspekter tænkes ind fra starten af designprocessen, understreger direktøren, der også i den henseende fremhæver samarbejdet med den amerikanske sværvægter.

– Den højnede kvalitet og øgede holdbarhed af vores produkter taler jo enormt godt ind i den dagsorden. Vi designer alt fra bunden, og her tænker vi nu både bæredygtighed og det professionelle segment ind fra starten, så med to årlige kollektioner bliver vores designs hele tiden bedre og mere holdbare, forklarer han.

Resten af verden venter

Bolia kunne i sidste uge præsentere et årsregnskab, hvor toplinjen for første gang passerede milliardmilepælen, og med små 10 pct. udgør det professionelle segment efterhånden en betragtelig andel, skønt den del af forretningen har lidt noget under coronapandemien.

–  Vi har oplevet en fantastisk vækst her de sidste par år, men det segment har været relativt hårdt ramt af corona, og der er mange kunder, der har sat projekterne på hold, fortæller Lars Lyse Hansen, der dog understreger, at væksten også her har været med tocifrede rater.

Og vækstraterne skal nok løfte sig igen, er han overbevist om. Overbevisningen skyldes ikke mindst, at der ifølge Bolia-direktøren er meget mere at hente på det samarbejde, der hidtil kun har haft fokus på det europæiske marked.

– De kommende år begynder vi at kigge nærmere på Nordamerika, hvor vi vil replikere det europæiske setup, og så tager vi den videre derfra. Jeg er slet ikke i tvivl om, at potentialet også i den del af forretningen er kæmpestort, slår han fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094