23948sdkhjf

Dansk Formplade Industri modtager energi-sparediplom

Dansk Formplade Industri (DFI A/S) i Herning har det seneste år udvist et stort engagement i forhold til nedbringelse af virksomhedens energiforbrug. DFI A/S har derfor modtaget Energicenter Vests Energi- og Vandsparediplom 2005 for en bemærkelsesværdig indsats på energispareområdet samt for et positivt og engageret samarbejde med Energicenter Vest, der gennem det sidste halve år har rådgivet virksomheden omkring muligheden for at reducere omkostningerne til el.

Dansk Formplade Industri modtager energisparediplom



DFI A/S producerer bordplader tilpasset den enkelte kunde. Virksomheden har ikke bordplader på lager, men producerer hver enkelt plade til individuelle behov. Energicenter Vests energirådgiver har kortlagt virksomhedens samlede energiforbrug og på baggrund heraf udarbejdet en energirapport, der indeholder en række anbefalinger til energibesparende tilpasninger af virksomhedens drift. Energirapporten er en del af den vederlagsfri energirådgivning, Energicenter Vest på vegne af regionens forsyningsselskaber gratis tilbyder de midt- og vestjyske virksomheder.

Efter at have modtaget energirapporten har DFI A/S iværksat en række tiltag for at følge de anviste besparelsesmuligheder. Energicentret tilråder bl.a. at man opdeler belysningen i produktionshallerne, at tomgangsforbrug minimeres, at man tætner slanger på trykluft, at der laves frekvensregulering af spånudsugningsanlægget. Energirådgiver Anders Maagaard, der har været kontaktperson og foretaget målingerne, er meget imponeret over DFI A/S

- Medarbejdere og produktionschefen har udvist et helt ekstraordinært engagement, og alle har gjort en stor indsats for at nedbringe energiforbruget i virksomheden. Kun 14 dage efter at rapporten var afleveret, havde virksomheden gennemført over halvdelen af forslagene og dermed sparet 15 % på energiforbruget, og de er allerede i gang med at gennemføre flere forslag. De har virkelig fortjent et diplom for deres ihærdighed og forandringsparathed, siger Anders Maagaard

Det er primært produktionschef Bo Sollie, der har været primus motor på projektet. I samarbejde med energirådgiver Anders Maagaard fra Energicenter Vest er der blevet foretaget målinger over hele virksomheden og medarbejderne har gjort opmærksom på områder, hvor der eventuelt kunne spares.

- Samarbejdet med Energicenter Vest har været lærerigt, og vi er bl.a. blevet bedre til at tænke over standbyforbruget og vores energivaner i øvrigt, fortæller Bo Sollie. - Mange andre virksomheder i træindustrien har sikkert det samme besparelsespotentiale som DFI A/S, da forbrug af trykluft og ventilation i vores branche udgør en stor del af energiforbruget.

Anders Maagaard fortsætter: - Det er den motivation, DFI A/S har vist, vi gerne vil hylde med diplomet. Det er virksomhedens engagement og samarbejdsvilje i forhold til energibesparelser, vi anerkender med diplomet – ikke antallet af kilowatt-timer eller kroner, der er sparet. Det er anden gang, Energi- og Vandsparediplomet uddeles, og Energicenter Vest uddeler diplomet én gang årligt til den erhvervskunde – en virksomhed, offentlig institution, kommune eller et landbrug -, der i årets løb har udvist størst engagement og motivation i forhold til nedbringelse af energiforbruget.

- Energibesparelser er en løbende proces, og vi vil gerne fortsat være aktivt medvirkende til, at DFI A/S kan reducere deres energiforbrug, siger direktør Olav Bliksted fra Energicenter Vest. - Vi glæder os til også fremover at kunne hædre de virksomheder, der gør en aktiv indsats for at sikre en mere effektiv anvendelse af energien.

Kilde: Pressemeddelelse fra Energi Vest A/S, den 29. august 2005.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079