Når dørene åbnes til området 12. til 15. januar i MCH Messecenter Herning, byder kurator og trendekspert Mads Arlien-Søborg indenfor til en trendzone med en skarp profil, et nyudviklet tema og nøje kuraterede produkter.
Det nyudviklede område i New Note er "Products selected by New Note" og byder – som navnet antyder – på nøje udvalgte, spændende designprodukter fra en række internationale designere.
Produkterne der optræder på det kuraterede New Note skal opfylde bestemte kriterier for at få plads på området:
- Produkterne skal have banebrydende design, innovative egenskaber og internationalt niveau. Jeg glæder mig til at åbne dørene til New Note-området på Formland Spring 2012, der byder på rigtig mange nye spændende produkter, siger Mads Arlien-Søborg.
New Note byder blandt andre på udstillere som Roomstore, Normann Copenhagen, Superstudio og Casi Casi.
Inspiration fra sportens verdenVerden har i 2011 budt på mange overvældende begivenheder. Politiske revolutioner, naturkatastrofer og en atomulykke i Japan har præget forbrugerne. Og det sætter New Note spot på med temaet ”Light Function”:
- Verden er urolig og derfor søger forbrugerne ro og tryghed. Det afspejler sig i det design, vi præsenterer på New Notes temaområde Light Function. Designet er enkelt og dækker de helt basale behov, fortæller Mads Arlien-Søborg.
I udviklingen af temaet, som har fokus på funktion og komfort, har Mads Arlien-Søborg søgt inspiration i sporten verden:
- I udviklingen af eksempelvis sportstøj og -udstyr har man konstant fokus på funktionaliteten. Det er den tanke gang vi har overført til Light Function – produkterne skal gøre gavn og nytte, fortæller han og fortsætter:
- Funktionen i et produkt bør være at gøre vores liv bedre, siger han.