23948sdkhjf

Midtjysk møbelfirma vokser 20 pct. trods corona

Ikast-virksomheden Core One, der primært sælger sine massive træmøbler til USA og Canada, har trodset coronakrisen og øget salget med hele 20 pct. Det oplyser ejer og direktør Peter Flaskager Laursen til Finans.

En kortvarig frygt for 75 pct. nedgang blev hurtigt afløst af optimisme, efter den første coronakriseplan var lagt.

- Vi stod i marts med 50 containere færdige på fabrikken i Vietnam og afskedigede 165 mand der. Vi måtte bremse hårdt op, og i Vietnam tilbød de ansatte ligefrem at gå ned i løn, mens vi sendte folk hjem her i landet på lønkompensation. Men inden april var omme, vendte tingene, og alt gik den rigtige vej igen. Så lønnedgang kom aldrig i spil. Siden er salget kun gået frem trods covid-19 - også i USA, fortæller Peter Flaskager Laursen til avisen.

Core One har en mindre administrationsafdeling i Danmark og sin egen fabrik med omkring 700 ansatte i Vietnam. Herhjemme sælger virksomheden til Ilva, men størstedelen af omsætningen på forventet 175 mio. kr. i år kommer fra internationale markeder.

Peter Flaskager Laursen er en af de nominerede til dette års Årets Ejerleder, som PWC afholder. I nomineringen fremhæves blandt andet, at:

"Fem år efter (grundlæggelsen af Core One i 2008, red.) etablerede Peter Flaskager Laursen en møbelfabrik i Vietnam med næsten 700 ansatte, der dog for nogle få år siden oplevede kvalitets- og leveringsproblemer. Det fik Peter Flaskager Laursen til at flytte seks måneder til Vietnam for at få styr på udfordringerne samt ansat og indkørt en ny lokal ledelse."

Årets ejerleder findes ved et livestreamet arrangement 28. oktober.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094