23948sdkhjf

Voldsom fremgang: Skagerak har fået fod på eksporten

Med et resultat før skat på 12,1 mio. kr. kom den aalborgensiske designvirksomhed Skagerak ud af regnskabsåret 2019/20 med et af de bedste resultater i virksomhedens historie. Ifølge ejerleder Jesper Panduro har forklaringen på det veloverståede år flere facetter.  

– Der er flere ting at være glad for, men særligt er det tilfredsstillende at se den måde, forretningen udvikler sig på gå hånd i hånd med de ting, der er vigtige for os, fortæller han med henvisning til Skageraks arbejde med ansvarlighed og CSR. 

Således bød året ikke alene på finansiel fremgang men også på en re-certificering som B-Corp virksomhed og en øget brug af FSC-certificeret træ.

– Det er vigtigt for os, at det træ vi bruger, er taget fra bæredygtigt skovbrug. Så helt tilbage fra 2001 har vi været FSC-certificerede, så der ved vi, at vores vigtigste råvaremateriale er behandlet på en ansvarlig måde. Vi har et mål om, at alt vores træ ved udgangen af 2024 er FSC-certificeret. Vi er på 85 procent nu, siger Jesper Panduro.

Møbler til leje

Også når det kommer til selve forretningsmodellen, har Skagerak de senere år set i en mere bæredygtig og cirkulær retning. Siden 2016 har virksomheden arbejdet med køb og salg af brugte Skagerak-møbler under forretningsgrenen Reclassic og i foråret tog man så endnu et skridt mod en cirkulær forretningsmodel med introduktionen af lejekonceptet Rent.

– Rent er kommet rigtig godt fra start, og det er jo noget af en øvelse, når kunderne skal gå fra forbruger til bruger, men det er blevet taget rigtig godt imod, og vi har haft den succes herhjemme, vi gerne ville have i år, fortæller Jesper Panduro.

For nuværende er lejeløsningen udelukkende prøvet af på det danske marked, men planen er, at det skal bredes ud til flere af Skageraks markeder.

– Vi har startet hjemme for at samle erfaringer, og de har været gode, så nu må vi se, om det bliver næste år eller året efter, vi tager det videre ud, lyder det.

Dobbelt dobbel op i USA

Og Skagerak har da også god mulighed for at udbrede lejekonceptet, for man er efterhånden ved at få rigtig godt fodfæste ude i verden. På ti år er eksportandelen løftet fra 25 til næsten 60 pct., og Jesper Panduro forventer, at udviklingen fortsætter i den retning. 

– De seneste år har vi været gode til at bevæge os fra et sted, hvor Danmark fyldte halvdelen af omsætningen til, at vi nu har et langt større publikum i udlandet. Vi kan se på alle vores eksportmarkeder, at vi har store vækstrater, som også er fortsat efter regnskabets afslutning, udtaler Skagerak-direktøren. 

Når han skal forklare, hvordan virksomheden er lykkedes med at løfte eksporten, er det særligt holdet bag indsatsen, han fremhæver.

– Langt hen ad vejen er vi lykkedes med at have de rigtige mennesker, hvis indstilling i højere grad handler om at formidle end at sælge, og så er vi blevet meget bevidste om, at det er en niche vi arbejder i; Vi er noget for nogen men ikke for alle, og der er vi blevet langt mere målrettede.

Det har blandt andet givet pote i USA, hvor Skagerak etablerede et datterselskab for fire år siden, og de to seneste regnskabsår har formået at fordoble omsætningen.

Skagerak A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttofortjeneste 39,2 31,0
Resultat før finansielle poster 13,5 7,6
Resultat før skat 12,1 3,8
Årets resultat 9,6 2,5
Balancesum 64,7 63,5
Egenkapital 25,5 16,1
Gns. antal ansatte 31 31
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125