23948sdkhjf

285.000 kroner på 24 timer: Fablewood fordobler familien

Fynske Fablewood, der producerer magnetiske dyr i træ, er i gang med sin tredje kampagne på crowdfunding-platformen Kickstarter. I løbet af efteråret vokser dyrefamilien fra de nuværende otte til hele 16 medlemmer, og som to gange tidligere har virksomheden valgt at lancere den nye kollektion via Kickstarter. Denne gang handler det dog også om noget andet end pengene, fortæller medstifter Kristian Sidelmann.

– Vi vil jo rigtig gerne skalere og ind på det internationale marked, men da vi havde den her kollektion klar i foråret, havde coronaen gjort det lidt svært at rejse ud og få vist verden vores produkter, forklarer han.

Ikke kun et engangskøb

Derfor tyede han og Fablewoods anden stifter, Rasmus Fiil Svarrer, til den alternative platform, hvor de den 26. august skød gang i kampagnen for de otte nye dyr i familien. Målsætningen lød på 50.000 kr., og allerede i løbet af det første døgn var der kommet 285.000 kr. i kassen. 

– Det er virkelig sjovt med sådan en kampagne, og vi kan se, folk kan lide det; mange af de, der før har bakket op, har også haft efterspurgt, hvornår der kommer nyt. Det vidner om, at det ikke kun er et engangskøb men et produkt, folk stoler nok på til nu at bakke op for tredje gang, fortæller Kristian Sidelmann. 

Hvor Fablewoods mål med at bruge platformen tidligere har været at rejse penge til først at skyde virksomheden i gang og siden udvide sortimentet, har de i denne omgang allerede sat gang i produktionen af de otte nye dyr. Det er dog ikke kun for opmærksomheden og markedsføringens skyld, de to træentusiaster igen har valgt at benytte sig af platformen.

En guldmine af data

– Det er en super måde at teste en idé af på, fortæller Kristian Sidelmann, og selvom de allerede to gange har fået bevist, at idéen i den grad holder, er der stadig masser at hente på Kickstarter.

– Vi kan trække rigtig meget data ud, og fordi, vi har forskellige pakker derinde, kan vi se, hvor efterspørgslen er størst, fortæller Kristian Sidelmann, og peger på, at det i denne omgang særligt er den lille elefant, der er i høj kurs.

– Så har vi mulighed for at justere produktionen ud fra det og skrue lidt op for de produkter, vi kan se, bliver de mest populære, forklarer han.

Klog af skade

I skrivende stund har Fablewoods kampagne rejst mere end 500.000 kr. med endnu 22 dage tilbage, og det er ikke første gang, målet nås længe før tid.

– De sidste par gange er vi blevet løbet over ende, fortæller Kristian Sidelmann om de to kampagner der i første omgang sikrede virksomheden 400 betalende kunder og i anden omgang 1000.

Sidste år betød den store opbakning, at Kristian Sidelmann og Rasmus Fiil Svarrer i stedet for at koncentrere sig om julesalget måtte sætte alle sejl for at få pakket og sendt deres fabeldyr afsted til i omegnen af 40 forskellige lande.

– Hvis du rammer den lige i røven, bliver det en stor udfordring at få pakket og sendt det hele i tide, men det har vi jo heldigvis lært af, så i den her omgang har vi allieret os med et lagerhotel, der kommer til at håndtere forsendelserne, slutter Kristian Sidelmann. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109