Torsdag eftermiddag mødtes aktionærerne til den årlige generalforsamling i Gabriel Holding, hvor det primære punkt på dagsordenen var en godkendelse af det 2010/11-regnskab, der blev offentliggjort midt i november.
Dengang kunne virksomheden præsentere sit bedste årsregnskab siden 2007/08 med en omsætningsvækst på 10 % og en overskudsgrad på 7,5 %.
Trods usikre prognoser gav Gabriel ved samme lejlighed udtryk for, at man forventer et primært resultat (EBIT) i 2011/12 på niveau med de 18,2 mio. kroner i 2010/11.
Under torsdagens generalforsamling kunne bestyrelsen oplyse, at de første måneder af regnskabsåret ikke har givet anledning til at ændre på den forventning:
- På baggrund af den realiserede omsætning og det beregnede driftsresultat efter de 2 første måneder af regnskabsåret 2011/12 fastholder ledelsen sine hidtidige forventninger for hele året om en omsætning samt et primært resultat (EBIT) på niveau med 2010/11, lød det blandt andet i bestyrelsens beretning.
Det blev dog samtidig understreget, at uroen på de finansielle markeder kan få negative konsekvenser for indfrielsen af forventningerne.