23948sdkhjf

Messefattigt efterår: Designvirksomhed gør klar til umage roadtrip

For den københavnske designvirksomhed Umage har der vist sig nogle overraskende konsekvenser af det verdensomspændende coronaudbrud.

– På det danske marked er vi vækstet rigtig meget under corona; vi ligger næsten i indeks 300 målt på det danske marked, og det er både lamper og møbler, der bliver efterspurgt, fortæller adm. direktør og medstifter Jacob Nannestad.

Medvind til møblerne
I 2018 skiftede designvirksomheden efter 10 år navn fra Vita Copenhagen til Umage og i samme ombæring udvidede man sortimentet fra belysning til også at omfatte møbler.

– Det er gået lidt langsomt med at få gang i møblerne, men nu er der godt nok kommet hul på det, fortæller Jacob Nannestad, der dog understreger, at det ikke udelukkende har været coronaen, der har skubbet på.

– Allerede inden coronaen kunne vi se, at vi vækster rigtig meget på møbler på det danske marked, men de sidste par måneder er det altså for alvor gået stærkt, med en vækst på over 400 pct. på det danske marked fortæller Umage-direktøren.

Helt upåvirket af virusudbruddet har virksomheden dog ikke været.

– Vi har mærket til det på leverandørsiden, hvor det har betydet forsinkelser, og nogle af vores leverandører ligger i indeks 50; men det begynder at blive bedre. Vi oplever dog fortsat forsinkelser på op til 1 måned hos vores leverandører, fortæller Jacob Nannestad.

Klar til Europas landeveje
Coronaen har også sat sit grimme aftryk i messelandskabet, hvor aflysninger og udskydelser har ramt både ude og hjemme. Og også hos Umage havde man set frem til at præsentere kunder og forhandlere for årets nyheder på en række forskellige messer.

– Under krisen har vi accelereret produktudviklingen, og det betyder jo, at vi har ekstremt mange lanceringer her til efteråret, fortæller Jacob Nannestad.

Derfor har virksomheden i stedet genoplivet et koncept, der har været sat på hold de seneste år.

– Vi sætter gang i vores UMAGE VAN, som er et kørende showroom indrettet som en stue på hjul, afslører Umage-direktøren, og fortsætter:

– Vi har omkring 2000 forhandlere rundt i Europa, og vi kan selvfølgelig ikke nå dem alle sammen, men vi besøger en række udvalgte forhandlere på vores ti største markeder.

Turen starter til årets 3 days of design, der løber af stablen i København til september.

– Og så ruller vi ellers videre derfra, lyder det fra Jacob Nannestad.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.797