23948sdkhjf

Ung møbelgrossist i pandemitid: Vi må hjælpe hinanden ad nye veje

Hos den fynske møbelgrossist House Nordic har coronakrisen været med til at understrege vigtigheden af agilitet og omstillingsparathed. Egenskaber den unge virksomhed nu forsøger at hjælpe sine kunder med også at drage nytte af.

– For nuværende går det egentlig ok; vi har forsøgt at angribe situationen ved at omstille og tilpasse os, og fordi vi jo er en iværksættervirksomhed, har vi været vant til at skulle kæmpe og være agile, fortæller Henrik Jørgensen, der stiftede House Nordic for godt tre år siden.

Siden har væksten været eksplosiv hos virksomheden, der i dag eksporterer til mere end 30 lande og beskæftiger 42 medarbejdere. Endnu er det ikke blevet nødvendigt med hverken opsigelser eller hjemsendelser, og Henrik Jørgensen både håber og tror på, at det kan fortsætte sådan, skønt der stadig er lang vej til situationen normaliseres.

– Jeg tror, at der er rigtig mange, der får brug for de hjælpepakker, så vi vil gerne undgå også at skulle trække på dem, fortæller møbeldirektøren.

En hjælpende hånd til SoMe
Blandt House Nordics kunder findes både fysiske butikker og onlineforhandlere, og der er ifølge Henrik Jørgensen ingen tvivl om, at særligt førstnævnte er hårdt ramt både i og uden for Danmark. Det har fået møbelgrossisten til at udvide sit repertoire af serviceydelser.

– Vi vil rigtig gerne hjælpe vores kunder gennem det her, og det kan vi eksempelvis gøre ved at rådgive dem ud i hurtig opsætning af en webshop, eller vi kan hjælpe dem med at opsætte annoncer og lave kampagner, fortæller Henrik Jørgensen, der også peger på sociale medier som en potentiel redningskrans for trængte virksomheder.

– Fordi mange har lukket ned for SoMe-annonceringen lige nu er priserne faldet, så for små penge kan man komme rigtig langt med markedsføringen på blandt andet Facebook i de her dage, forklarer han.

Hos House Nordic tror man stadig på, at 2020 kan blive et vækstår, og således har man heller ikke revideret budgetter eller forventninger for nuværende. Henrik Jørgensen understreger imidlertid, at det er en forudsætning, at branchens aktører bakker op om hinanden, hvis det skal lykkes.

– Det er afgørende, at vi hjælper hinanden igennem det her, for hele branchen er hårdt ramt. Derfor vil jeg også sige, at hvis der er nogen derude, der har brug for noget rådgivning i at navigere i det her og omstille sin virksomhed, så vil vi meget gerne stå til rådighed, slår han fast.

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093