23948sdkhjf

Steens Group giver forvist træsort en revival i Köln

Den midtjyske møbelproducent Steens Group benytter årets Köln-messe til at relancere en forvist træsort.

I samarbejde med den anerkendte designer Morten Georgsen, har Steens Group udviklet en ny møbelserie, der fik premiere på årets messe.

– Det er altid med en vis spænding, at man viser en ny serie frem, der adskiller sig fra det udtryk vi normalt kører, udtaler Keld Dissing, Range Director ved Steens Group, og fortsætter:

– Men med vores SOMA-serie har det været helt specielt. Vi har arbejdet med nye overflader og nye produktionsteknikker. Samtidigt har vi bragt fyrretræ ind som et væsentligt element i designet, og kombineret det med stål for at ramme et moderne udtryk.

Generelt har fyrretræ været henvist til børne- og soveværelserne på mange markeder, hvor mere ædle træsorter har præget de øvrige rum i hjemmet. Hos Steens Group er man imidlertid overbevist om, at træets positive egenskaber i en miljøkontekst vil føre til en opblomstring i de kommende år.

Et år undervejs
Udviklingen af SOMA tog sit afsæt på IMM 2019, hvor dialogen med Morten Georgsen startede.

– Vi var enige om, at fyrretræets potentiale skulle forløses i en helt ny fortolkning, så kræsne forbrugere igen ville kunne se denne fantastiske træsort i møblementet, siger Keld Dissing og uddyber:

– Designet er endt i to farvekombinationer, hvor vi har mørkt træ kombineret med sort korpus og naturligt lysnet træ i hvidt korpus. Og vi har – at dømme ud fra kundernes reaktioner her på messens første dage ramt rigtigt – så SOMA bliver at finde på en række markeder i løbet af 2020, lover han.

Ud over den nye SOMA-serie udstiller Steens Group en lang række nyheder, hvor man med både farver, design og materialekombinationer har forsøgt at udfordre den traditionelle tankegang. Og det har givet pote, lyder vurderingen.

– Vi har ramt helt rigtig med vores satsninger til dette års IMM. Hele vores internationale salgsteam er begejstret og kunderne har kvitteret med mange tilkendegivelser om, at vi har løftet virksomhedens produktsortiment til et nyt niveau, slutter en begejstret Keld Dissing.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093