23948sdkhjf

Jysk-arving fastholder fars ekspansionsplaner

Det var på en sørgelig baggrund, at Jacob Brunsborg d. 21. juni kunne sætte sig i formandsstolen hos Lars Larsen Group. Sådan lyder det fra Lars Larsens søn og arvtager, der nu udtaler sig for første gang siden indtrædelsen. Det sker på Jysk-koncernens egen nyhedsside GoJysk.dk.

– Det er på en sørgelig baggrund, at jeg nu er blevet formand, og det er sket alt for tidligt. Til gengæld har det længe været planen, at jeg skulle overtage posten som bestyrelsesformand for Lars Larsen Group, og det er vigtigt for mig, at de stærke værdier i Jysk lever videre, og at det fortsat er tydeligt for alle, at Jysk er en familieejet virksomhed, siger Jacob Brunsborg til GoJysk.

Før sin død i august satte Lars Larsen nogle klare rammer for, hvor han gerne ser Jysk bevæge sig hen. Koncernens nuværende omtrent 2800 butikker skulle på sigt vokse til 5000 butikker på verdensplan, og det er ikke en ambition, Jacob Brunsborg kommer til at ændre på. 

– Der er ikke meget, der ændrer sig i forhold til, hvordan Jysk og de øvrige virksomheder har været drevet i de sidste fem år. I den periode har jeg truffet alle de vigtige beslutninger sammen med min far, og derfor har jeg også været en del af de strategiske tiltag, der er gennemført. Derfor skal der heller ikke udstikkes en ny kurs, siger Jacob Brunsborg til GoJysk.

Stor tiltro til holdet

Heller ikke på de interne linjer står Jysk over for gennemgribende ændringer, for Jacob Brunsborg har stor tiltro til ledelsen i Lars Larsen Groups selskaber, fortæller han.

– Min far var ikke bestyrelsesformand i traditionel forstand, og det bliver jeg heller ikke. For mig er det vigtigt at lytte til ledelsen af de enkelte selskaber og bruge deres ekspertise og viden. Det er sådan vi altid har gjort det, og sådan bliver det også fremover. Det sværeste for mig bliver, at jeg nu ikke længere har min far som sparringspartner, når de store beslutninger skal træffes, lyder det fra Jacob Brunsborg, der også sørger for at understrege, at udvikling fortsat bliver et fokusområde for koncernen.

– Jeg kan forsikre alle om, at familien fortsat vil investere i virksomheden, og at det fortsat vil være smidigt at tage de store beslutninger for virksomheden, fordi vi ikke har aktionærer eller andre, vi skal spørge om lov. Derfor glæder jeg mig også meget til mange år i spidsen for Lars Larsen Group, lyder det fra Jacob Brunsborg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141