23948sdkhjf

Designvirksomhed mødes på midten om fire dages arbejdsuge

Hos den københavnske designvirksomhed Umage har man implementeret en fire dages arbejdsuge. Det giver gladere medarbejdere med bedre opladte batterier, lyder meldingen efter de første måneder.

Gennem det sidste halve år har Umage arbejdet intensivt med organisationskulturen og arbejdsgangene i virksomheden, så organisationen kunne starte på en fire dages arbejdsuge pr. 1. august, skriver virksomheden i en pressemeddelelse. Ambitionen er at blive branchens bedste arbejdsplads med de gladeste medarbejdere, og det har været en krævende proces, fortæller adm. direktør Jakob Nannestad Hansen.

– Vi har haft en procesoptimeringskonsulent tilknyttet i fire måneder, og blandt andet er der blevet dykket ned i, hvordan vi bruger Outlook – alt sammen så vi kan udnytte tiden bedre, når vi er her, fortæller direktøren til Wood Supply.

 Deler i porten
Med den nye arbejdsuge hos Umage er de ansatte gået fra en ordinær 37-timers arbejdsuge til nu at arbejde 30 timer om ugen. Det har også medført en lønnedgang, men hvor der er skåret 20 procent af timetallet, er lønnen kun blevet ti procent mindre.

– På den måde er der faktisk tale om en stigning i reallønnen, og det har været vigtigt for os, at både vi som arbejdsgivere men selvfølgelig også de ansatte føler, at de får noget ud af det her, forklarer Jakob Nannestad Hansen.

For at forretningen ikke skal ligge stille om fredagen, har Umage ansat studentermedhjælpere til at sørge for at behandle de hastesager, der ikke kan vente til mandag.

En fast forlænget weekend
Nu har Umages ansatte i et par måneder arbejdet fire dage ugentligt, og ifølge Jakob Nannestad Hansen er erfaringerne særdeles positive.

– Vi kan mærke at folk er gladere, end de var før, og den her fornemmelse af at have en forlænget weekend hver uge og ikke kun en gang imellem betyder, at batterierne er meget bedre ladet op om mandagen, fortæller direktøren, og han bakkes op af Anders Klem, der er designer hos umage:

– Jeg har længe ønsket en større balance mellem mine ambitioner som designer og tiden hjemme hos min familie, derfor har jeg tit spekuleret i, hvorfor en 37-timers arbejdsuge egentlig var det gyldne tal, der fik alle hjulene i en virksomhed til at køre rundt. Da tiltaget omkring 4-3 blev præsenteret for Umage, blev jeg derfor meget positivt overrasket. Jeg er virkelig stolt af at være en del af en virksomhed, der tænker så visionært og tør gå forrest i kampen om at udfordre hverdagens hamsterhjul, fortæller designeren.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113