23948sdkhjf

Se billederne: TV-møbler kommer på museum

Møblerne fra DR-programmet 'Danmarks næste klassiker' fremvises på en særudstilling på Designmuseum Danmark.

På udstillingen kan man komme tæt på de i alt 30 møbler, skabt af de unge designere, der har dystet om, hvem der kan lave Danmarks næste klassiker i DR1s anmelderroste program, skriver Designmuseum Danmark i en pressemeddelelse.

Ved at vise møblerne, sammen med små filmklip og andet skitsemateriale, side om side med de ”gamle” klassikere, ønsker Designmuseum Danmark at få publikum til at reflektere over, hvad det kræver at skabe en møbelklassiker, og hvad der er væsentligt, når fremtidens design skal skabes.

- Det er oplagt, at vores museum, der har alle de gamle originaler fra dansk designs guldalder i samlingerne, også forholder sig til, hvad morgendagens design skal kunne, siger museumsdirektør Anne-Louise Sommer, der sammen med designeren Kasper Salto tog dommertjansen, hvor de afsnit efter afsnit har vægtet og vejet argumenterne, når afsnittets vindermøbel skulle udvælges.

Vinderen er ....
I programmets sidste afsnit, sendt den 26.03, blev Rikke Frosts vindermøbel i kategorien ”børnemøbel”, kåret som Danmarks næste klassiker.

- Rikkes børnemøbel udemærker sig dels ved, at det helt basalt appellerer til børns bevægelse, legelyst og fantasi. Det rummer også en række multifunktionelle aspekter, der ikke låser funktionen, men åbner op for flere muligheder. Man kan både bruge møblet som en buk, til at hoppe over, det kan bruges som stol, bord eller skammel. Og så er det designet i et materiale som kork, der både er blødt og appellerende for børns sanser, det er også nemt at rengøre og så er det slidstærkt og bæredygtigt.

Sådan lyder det fra de to dommere kasper Salto og Anne-Louise Sommer efter kåringen af vinderen.

Udstillingen på Designmuseum Danmark løber fra 6. april til 1. september 2019.

Her kan man se de lænestole, spiseborde, sofaer, lamper, børnemøbler og spisebordsstole, som de fem designere Janus Larsen, Isabel Ahm, Rasmus B. Fex, Kasper Thorup & Rikke Frost fremstillede i løbet af programserien.

Artiklen er en del af temaet Billedserier.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109