23948sdkhjf

Investeringsår bremser ikke bundlinjen hos østjysk møbelfabrik

Trods et år med massive investeringer er det lykkedes møbelproducenten Hammel Furniture at give bundlinjen endnu et beskedent skub opad i 2018.

Det viser et nyt årsregnskab, hvor det ses, at overskuddet voksede til 1,8 mio. kr. før skat mod 1,3 mio. kr. året før.

Samtidig voksede bruttoresultatet med 1,7 mio. kr.

- Resultatet er tilfredsstillende set i lyset af, at vi har haft endnu et investeringsår, siger adm. direktør Jens-Ole Staghøj i en pressemeddelelse.

Han fortæller, at selvom investeringerne har båret meget godt med sig, kom virksomheden dårligt fra start i det forgangne år:

- Starten af 2018 var præget af, at implementeringen af nyt produktionsanlæg trak ud og påvirkede effektiviteten negativt. Det kom der heldigvis styr på, og anlægget er trods indkørselsvanskelighederne virkelig blevet et aktiv i vores produktionsflow, siger han.

Opkøb markerer 2018 
Selvom et nyt produktionsanlæg skabte bøvl i starten af 2018, er det opkøbet af stolefabrikken Findahls Møbelfabrik i december, der særligt gør sig bemærket i det forgangne år.

Overtagelsen er stadig ny, men alligevel er det klart, hvad fabrikken skal bidrage til:

- Vi forventer os rigtig meget af overtagelsen. Hammel har længe ønsket at styrke sin position som leverandør af møbler til spisestuen. Med overtagelsen af Findahl er der nu mulighed for at levere komplette spisestuer med spiseborde, skænke, vitriner og spisebordsstole, hvilket har været efterspurgt af en række af Hammels nuværende kunder, siger Jens-Ole Staghøj.

Derfor har han også høje forventninger til det kommende år.

- Der blev sået rigtig mange frø i 2018, og 2019 er startet op med mange konkrete samarbejder, som vi glæder os til at høste resultaterne af i de kommende år. Der bliver kæmpet hårdt på hele fabrikken for at nå de opsatte mål, og det er en fornøjelse at opleve kampgejsten og engagementet hele vejen rundt i organisationen også hos vore nye kollegaer hos Findahl i Skærbæk. Det kan kun blive et spændende 2019, siger Jens-Ole Staghøj.

Han fortæller desuden, at Hammel Furniture har haft sine til dato bedste messer i Köln og Stockholm.

Også investeringer i opdyrkning af nye markeder og fastholdelse af eksisterende markeder har præget 2018. Det har resulteret i samarbejde med en ny svensk kæde samt flere konkrete kontakter, som virksomheden forventer sig meget af. 

Hammel Furniture A/S
mio. kr. 2018 2017
Bruttofortjeneste 25,0 23,3
Driftsresultat 2,6 2,1
Resultat før skat 1,8 1,3
Årets resultat 1,4 1,0
Balancesum 43,5 42,4
Egenkapital 15,0 13,6
Antal ansatte 51 52
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.069