Efter et 2009-underskud på knap 31 mio. kroner præsenterede Scan Office ApS. i sidste måned sit 2010-regnskab, der bød på endnu et – dog mindre – underskud på 9 mio. kroner.
Virksomheden blev etableret i foråret 2009 i kølvandet på
, og trods et samlet tab på 40 mio. kroner ser adm. direktør John Harbo Andersen lys forude.
De sidste fem måneder af 2010 gav således overskud, og firmaet er ligeledes kommet godt fra start i 2011. Det bekræfter John Harbo Andersen i tirsdagens udgave af Dagbladet Børsen:
- Årets første kvartal har været rigtig godt, så vi ser lys forude. Vi har den fulde opbakning fra vores bankforbindelser, og det er ret vigtigt i vores situation, da vi fra begyndelsen ikke har kunnet få nogen kredit overhovedet hos vores leverandører og derfor har måttet betale med det samme, siger direktøren.
En væsentlig årsag til underskuddet i 2010 var en række besparelses- og effektiviseringstiltag, som har belastet regnskabet med ca. 8 mio. kroner. Til gengæld vurderer ledelsen nu, at betingelserne for ”going concern” er opfyldt, og der budgetteres på den baggrund med overskud i 2011.
Scan Office oplyser endvidere i forbindelse med sit årsregnskab, at selskabet i efteråret 2010 har overtaget en del af aktiviteterne i Inventarland, herunder 13 medarbejdere.