23948sdkhjf

Direktør hos Horn Bordplader: Vi fortsætter jagten på Svanemærker

Bæredygtigt og velkendt brand skal sikre virksomhedens succes fremadrettet.

Mandag fik Horn Bordplader overrakt et diplom med et billede af en velkendt, hvid svane omgivet af grønne striber.

Virksomheden fik nemlig sit første Svanemærke for sine bordplader i kollektionen Green Collection, der er en samling af virksomhedens totalcertificerede produkter, som lever op til en række krav til grøn produktion.

Med den nye bordplade er Horn Bordplader den første virksomhed, der lancerer en bordplade med et Svanemærke. Sandsynligvis er virksomheden den eneste bordpladeproducent i verden med et produkt, der lever op til krav, der svarer til Svanemærket.

Og det nye Svanemærke bliver langt fra det sidste hos Horn Bordplader, hvis man skal tro direktøren Jakob Bressendorf:

- Lovgivningen kræver, at vi i stigende grad er opmærksom på, hvordan vi producerer. Derfor kan vi lige så godt gå efter Svanemærket, siger han.

Et velkendt mærkat
Det er ikke tilfældigt, at det netop er Svanemærket, man sætter jagten ind på hos Horn Bordplader.

Tidligere har virksomheden indhentet andre certifikater, der styrker deres grønne profil og sikrer, at Green Collection er totalcertificeret. Den grønne CSR-strategi har givet nye kunder, som man ikke ville få uden omstillingen, men virksomheden har endnu ikke fået den pondus, som man tror på, at certifikaterne kan bidrage til.

Med det øgede fokus på Svanemærket tror man dog på, at man kan få kundernes opmærksomhed:

- Svanemærket er jo et kendt brand, som folk kan forholde sig til. Det gør en stor forskel, siger Jakob Bressendorf.

Den betragtning er Henrik Hougaard, markedschef hos Miljømærkning Danmark, enig i.

Ifølge ham kender 93 procent af danskerne nemlig til Svanemærket, og mere end 50 procent af danskerne bruger Svanemærket som et aktivt redskab, når de navigerer sig vej mellem produkterne på hylderne.

Svanemærket vil derfor også være et godt kort hos Horn Bordplader fremadrettet:

- Det betyder meget for en virksomhed, at de kan blive de første i deres branche med et bæredygtigt produkt. Derfor får det også stor betydning for Horn Bordplader, at de nu kan brande sig med Svanemærket, siger Henrik Hougaard.

Den grønne omstilling har stået på hos Horn Bordplader de seneste fire år siden den nuværende direktør tiltrådte stillingen. Omlægningen har givet en del nye kunder til virksomheden, men har også kostet mange økonomiske ressourcer og meget ekstraarbejde med gennemgående dokumentation i alle led af produktionen.

Hvilke produkter, som Horn Bordplader fremover vil forsøge at få Svanemærket, vil direktøren ikke ud med. Håbet er dog, at virksomheden fortsætter med at være de førende med en bæredygtig produktion inden for deres felt. Man arbejder derfor på, at Horn Bordplader på sigt bliver hundrede procent grøn i alle dele af produktionen til alle produkter.

Green Collectin består foruden otte nu svanemærkede træsorter også af bambus og laminat, der endnu ikke har fået det populære mærkat. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078