23948sdkhjf

Miljøvenlig vinduesproduktion som gavner bundlinjen

En del danske virksomheder har fået øjnene op for de fordele, der kan ligge i robotteknologi og energibesparende anlæg. En af dem er Kastrup Vinduet.
Hos Kastrup Vinduet har man som led i en større omstrukturering ændret produktionen til at omfatte robotteknologi og flere miljørigtige løsninger fra Finiture og CMA.

Virksomheden har sat fokus på optimering af male-, olierings- og fungicidprocessen og de udsugningskrævende processer samt rensning af spildevand.

Det sparer på energien og forbruget – og har samtidig påvirket bundlinjen i positiv retning.

Håndværk møder industri
Ændringerne er led i en ny strategi, som blev lanceret, da Kastrup i maj 2009 overtog det tidligere Vildbjerg Vinduet.

På det tidspunkt var Kastrup en håndværksvirksomhed. Nu arbejder man sig hen mod en produktion med håndværkstraditioner men med industrilignende vilkår, hvilket gerne skulle give en bedre omkostningsstruktur:

- Som gruppe har vi altid været kendt for at investere i det, der er nødvendigt, siger Carsten Kastrup, da snakken falder på, hvad man som dansk virksomhed kan gøre for at overleve, være med eller være foran konkurrenterne.

Tænker optimering ind alle steder
I sådan en større proces er der fokus på effektivisering i alle de processer, som virksomheden overhovedet kan komme i tanker om.

Derfor har Kastrup bl.a. fået udviklet specielle kroge til virksomhedens conveyeranlæg i stedet for de standardkroge, der normalt hører til anlægget.

De nye kroge giver en roligere og mere stabil emnefremføring og fordi krogene drejes fast i karm eller rammes beslagsnot slipper man for arbejdet med at bore og skrue kroge i emnet:

- Ved oliering eller imprægnering vil en traditionel sprøjteproces typisk kun lade 30 % af olien eller fungicidvæsken ramme emnet. Så der kan vindes meget med et anlæg, som genindvinder effektivt, så virksomheden får næsten 100 % udnyttelse af væsken. Det har Kastrup fået med deres nye flowcoater, fortæller adm. direktør Frands Ellersgaard fra LindLarsen, som har arbejdet på optimeringsprojektet sammen med Kastrup Vinduet.

Hurtigere produktion og bedre overfladekvalitet
Malerobotten, som nu arbejder for Kastrup, byder på mange fordele i forhold til både økonomi, kvalitet og miljø. Samtidig arbejder den med en nøjagtighed, der er så godt som umulig at opnå manuelt.

Anlægget sikrer en flot og ensartet kvalitet og kan anvendes til overfladebehandling af alle typer materialer og emner. Ligesom ved flowcoateren opnår Kastrup med malerobotten mindre materialespild, fordi mere maling rammer emnet og størstedelen af det, der ikke gør, genindvindes.

Samtidig har man fundet en effektiv bortskaffelsesløsning i et vandbehandlingsanlæg til regenerering af spildevand. Systemet udskiller de faste stoffer fra spildevandet, så vandet genanvendes og det tørrede faststof kan smides ud med almindeligt husholdningsaffald:

- Løsningen er selvfølgelig valgt med en forventning om at kunne få mere gennem produktionen, men frem for alt ville vi have en mere ensartet overfladekvalitet, fortæller Carsten Kastrup.

Tørreproces baseret på affugtning
For også at gøre tørreprocessen mere energi- og miljørigtig, har man valgt et LDP-anlæg (low dew point). Metoden bygger på en affugtning i stedet for en opvarmning og herved spares energi, fordi udsugning ikke er nødvendig.

Etableringen er meget enkel og økonomisk og ovntypen udmærker sig samtidig ved et lavt energiforbrug. Der kan regnes med ca. 30 % kortere tørretid og en mere stabil proces, som ikke er afhængig af det eksterne miljøs relative luftfugtighed.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125