23948sdkhjf

Konsortium bag intelligent seniorstol

Kombinationen af design og den nyeste teknologi skal føre til udvikling af en ny seniorstol, som både kan anvendes i plejesektoren og private hjem.
Konsortiet bag "Fremtidens Intelligente Seniorstol" består af Linak Danmark, Schultz Seating samt Anders Nørgaard Design og Alexandra Instituttet.

Parterne har fundet hinanden via Region Midtjyllands it-innovationsprojekt, iKraft, som har bidraget med 1 mio. kroner af projektets samlede budget på 4,6 mio. kroner:

- For at udvikle en stol, der opfylder de nye krav i markedet, skal vi tænke ud af boksen. Derfor har vi taget eksterne partnere ind. Vi satser på at tage et stort spring i vores produktudvikling, siger direktør Søren Nebbegaard fra Schultz Seating Systems.

Kombinerer design og teknologi
Schultz Seating har selv skudt 2 mio. kroner i projektet, og målet er at udvikle en kompakt stol, hvor mekanik, motorer og it-komponenter fylder så lidt, at man kan skabe en flot designstol, der ikke ligner et hospitalsmøbel.

Parterne bag projektet opererer med en tidsplan, der sigter mod at udvikle en prototype inden årets udgang.

- Jeg forventer, at vi om et år har udviklet en stol, hvor sammenhængen mellem vores stel, motorerne og it-egenskaberne er unik. Fra Schultz Seating bidrager vi med specialistviden om møbelkonstruktion og mekanik, Linak er eksperter i sensorer, aktuatorer og aktuatorsystemer, Anders Nørgaard er anerkendt møbeldesigner og Alexandra Instituttet har ekspertviden inden for innovativ brug af it, intelligente tekstiler og brugerdrevet innovation, forklarer Søren Nebbegaard.

Platform til flere formål
Stolens udformning er endnu ikke afklaret, men det står klart, at den skal kombinere højkvalitetsdesign med teknologi som intelligente tekstiler, aktiv smudsmonitorering samt muskel- og aktivitetspleje:

- De vil have en smuk stol stående i stuen – ikke noget der ligner et hjælpemiddel. Rent ergonomisk skal stolen kunne mange ting, fx hjælpe én, når man vil rejse sig, eller tilbyde individuel dynamisk tilpasning af siddekomfort. Og på it-siden kan man forestille sig funktionaliteter, der muliggør fjern-monitorering af brugerens helbredstilstand, kommunikation med pårørende eller fjernbetjening af funktioner i boligen, fortæller projektleder Svend Rostgaard Thielsen fra Alexandra Instituttet.

Da den intelligente seniorstol både skal anvendes af private og i plejesektoren, er de kommende brugeres input centralt i udviklingsfasen. Derfor er der allerede nu påtænkt flere workshops, hvor det undersøges, hvad stolen skal kunne i forskellige situationer:

- Vi vil udvikle stolen som en modulær platform. Vi udvikler en basis-stol og dertil nogle udstyrspakker, som køberen kan tilvælge. Det betyder, at andre virksomheder kan producere moduler, der kan berige stolen, siger Svend Rostgaard Thielsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079