GHT valgte for et års tid siden
at blive FSC-certificeret, og hos Skanderborg-virksomheden indgår certificeringen som et bærende element i den fremtidige strategi.
Ifølge direktør René Hasbo orienterer markedet sig i stigende grad mod det bæredygtige træ, og beslutningen om at blive certificeret er således i høj grad en forretningsmæssig vurdering:
- Jeg har tillid til, at markedet udvikler sig positivt for certificering. Ellers ville jeg ikke bruge energien på det. Den store gevinst kommer nok først om et par år, men jeg er overbevist om, at det har været en god beslutning at blive FSC-certificeret, og at vi har tjent penge på det, siger han.
René Hasbo vurderer, at FSC-ordningen er den mest eftertragtede på nuværende tidspunkt, fordi den signalerer ordentlighed. Men samtidig er prisen højere end på ikke-certificerede varer, og det er med til at afskrække mange:
- Merprisen på træet kan på nuværende tidspunkt svinge mellem 15 og 35 %, og det gør det lidt problematisk at afsætte. Det er stadig kunden, der bestemmer, hvilket træ de vil have, men vi vil gerne stille muligheden til rådighed, så kunderne ved, at de kan få det hos os.
- Vi vil gerne fremstå som en professionel virksomhed, og det er mærket med til at signalere, forklarer han.
Fokuseret salgsindsats skaber vækst
Ovenpå et par hårde år for træbranchen har GHT klaret sig godt siden forrige regnskabsår.
Virksomheden har bl.a. satset med
ansættelsen af to nye sælgere, og det har været med til sikre en tocifret vækstprocent i regnskabet:
- Det er en langvarig fokuseret indsats på salg, der er skyld i omsætningsstigningen i indeværende år, fortæller René Hasbo.
Virksomhedens ydelser er nemlig stort set de samme, som de længe har været: Import og handel med råtræ og salg af terrasser, beklædning samt egenproducerede komponenter og profiler.