23948sdkhjf

Portræt: Derfor er dyvelfabrikken her endnu

I 1996 tog de en klippefast beslutning, som holder 21 år senere.

En dyvel. Er en kort pind med riller, man samler møbler med og som naturligvis laves i tankevis på fabrikker i Kina.

Og i øvrigt også mellem Ringsted og Store Merløse på Sjælland.

Når Jyderup Dyvelfabrik er blandt sidste få, tilbageværende i Vesteuropa og i årevis har været den sidste i Danmark, så skyldes det:

- Stædighed! Ren stædighed, siger dyvelfabrikant Henrik Madsen.

Ikke overraskende er den største udfordring prisen med danske produktionsomkostninger. Derfor traf dyvelfabrikken i 1996 en principbeslutning, som har holdt ved i 21 år.

Prisen ligger fast som dyvlerne sidder

En Jyderup-dyvel måtte ikke stige i pris. Overhovedet. Prislisten er således fuldkommen den samme som i 1996. På tallet. Ikke engang korrigeret for inflation.

- Det betyder, at priserne er reelt bliver billigere og billigere, og det øger min konkurrenceevne, for imens stiger priserne hos mine konkurrenter i udlandet.

At priserne kan være lige så stædige som Henrik Madsen selv, kræver en stædig stræben efter at bringe omkostninger ned.

I slut-90’erne skar virksomheden sit eget savværk bort og giver over til at indkøbe træet. Det var første rationalisering, der holdt prisen i ro. Siden har mange foranstaltninger fulgt efter.

Midt i fabrikken står en lille Ole Opfinder-agtig anordning og hakker og rasler og brummer højt at motorlyd.

En hakkemaskine deler lange dyvler op i små, og for enden af automatlinjen hældes dyvlerne på sække og lægges på paller. Ingen menneskehænder rører dem, og undervejs har 6 kameraer undersøgt hver eneste millimeter af hver eneste dyvel for at finde fejl.

Troen er fast

Selv om man er langt fremme med automatiseringen, så tror Henrik Madsen, at nye foranstaltninger kan holde prisen i ro i mange år frem.

- Der er da masser af muligheder. Drømmen er, at vi kan trykke på én knap, og så kører det hele af sig selv. Jeg kunne godt tænke mig at ansætte nogle robotter, men de kan endnu ikke finde ud af at samle firkanter og rundstokke op, tage et bundt og lægge det i magasin, men vi arbejder på, at det skal lykkes.

Når prisen er blevet holdt i ro, så understreger han, at Jyderup Dyvelfabrik aldrig har sænket kvaliteten imens. Der er især kvalitetsproducenter, som samler hele møblet, der køber fabrikkens spiraldyvler, og de skal kunne stole på, at dyvlerne altid har det helt nøjagtige mål, som er bestilt og at intet afviger fra det forventede.

Til billigere produktioner sælger Jyderup Dyvelfabrik udenlandske dyvler fra Kina og Tjekkiet. Fabrikken er delvis egenproducerende og er delvist en handelsvirksomhed, der køber og sælger.

Udviklingen har været gunstig i de senere år, og de årlige resultater er kravlet støt opad. I de seneste par regnskabsår har niveuaet ligget på godt en halv million i overskud efter skat.

Den positive tendens skyldes delvis en stigende efterspørgsel fra en møbelindustri, hvor der sker stadig mere i disse år.

- Og så skyldes det også vores egne effektiviseringer.

I indeværende år forventer han et mindre godt resultat. Det skyldes især omkostninger til investering i innovation, fortæller han.

Men hvor længe kan man holde prisen i ro?

Henrik Madsen bliver stille og tænker.

- Hehe. Det kan man altid gøre, hvis man har penge nok, men så mange penge har vi ikke. Så. Ja. Det er svært at sige. Der er mange idéer og muligheder. Jeg er optimist godt ud i fremtiden. Men selvfølgelig varer det ikke evigt.

Hvorfor ikke i Jyderup

Fabrikken blev flyttet ud af Jyderup by midt i nullerne, hvor fabrikken i årtier havde hørt hjemme og flyttede til den nuværende placering på landevejen mellem Store Merløse og Ringsted.

I Jyderup er fabriksgrunden omdannet til boligområdet "Dyvelparken".

- Så bliver man lidt stolt, indrømmer Henrik Madsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094