Lavkonjunktur og svære markedsvilkår får i disse tider mange virksomheder til at holde lidt igen med anlægsinvesteringerne, men hos Jyderup Dyvelfabrik har man valgt at gå foråret i møde med en markant investering i produktionen.
Sidst i februar tog virksomheden fra St. Merløse på Sjælland et splinternyt sorteringsanlæg i brug, og det giver store perspektiver for fremtiden.
Før var sorteringsarbejdet nemlig en manuel proces, men med det nye anlæg analyseres hver enkelt dyvel automatisk ned til mindste detalje, og det giver produktkvaliteten et løft:
- Anlæggets kameraer er indstillet til at måle diameteren for hver 0,3 mm., hvilket vil sige, at en dyvel i 30 mm's længde bliver målt cirka 90 gange. Og da anlægget i alt er udstyret med seks kameraer, giver det 540 målinger på hver dyvel, forklarer indehaver Henrik Madsen.
Med det nye anlæg kan Jyderup Dyvelfabrik fordoble sin produktionskapacitet til op mod 50.000 dyvler i timen, og Henrik Madsen satser på, at han og kollegerne på sigt bliver i stand til at matche priserne hos de østeuropæiske konkurrenter. Inden de når så langt, er der dog en række udfordringer, som skal overvindes.
For eksempel kan anlægget indtil videre ikke køre uden opsyn, fordi de flækkede dyvler sætter sig fast og forårsager driftsstop. Her forsøger Henrik Madsen blandt andet at hente inspiration fra landets grusgrave, hvor man har løst lignende sorteringsproblemer. Han håber, at der på den baggrund kan udvikles et system, som kan fjerne de flækkede dyvler inden den egentlige sortering.