23948sdkhjf

Møbelvirksomheder på spil i Las Vegas

Der er langt fra Las Vegas’ spinnende rouletter til danske designermøbler. Men et fælles eksportfremstød på messen HD Expo vidner om stor interesse for danske løsninger.
HD Expo er en messe, der primært tiltrækker indkøbere samt de såkaldte ’specifiers’, der er de arkitekter og interiørdesignere, som udvælger og foreslår møbler og interiørprodukter til byggeprojekter i USA.

- HD-Expo er ikke så stor i kvadratmeter som Milano-messen, men mødet med specifierne er meget vigtigt, hvis man vil ind på det amerikanske marked, fortæller sektorekspert Morten Viktor Svendsen fra generalkonsulatet i New York.

Sammen med den danske koordinator, designforlaget World Pictures, var han ansvarlig for fremstødet på messen, hvor ni danske producenter deltog med en fælles stand under overskriften ”Denmark by Design”:

- Der kommer langt flere til Milano-messen, men når vi taler om kontraktmarkedet i USA, er HD den vigtigste messe. I Vegas gælder det hotel- og restaurantbranchen sammen med eksempelvis lufthavne og større institutioner, uddyber Morten Viktor Svendsen.

Den amerikanske forbruger er svær at få i tale
Scott Hartkopf fra Hightower Group i New York er heller ikke i tvivl om, at HD Expo er det rette sted at møde det amerikanske marked.

Hans firma har et godt kendskab til dansk design og forhandler møbler fra blandt andre Fredericia Furniture, Magnus Olesen og Globe Zero 4:

- Her kommer arkitekter og specifiers fra både Asien, Sydamerika og selvfølgelig Nordamerika, men vigtigst er det, at det er muligheden for at møde det institutionelle marked, siger han.

Det institutionelle marked er afgørende for udenlandske virksomheder, som vil ind på det amerikanske marked. Den private forbruger i USA er nemlig for svær at komme i kontakt med, mener Scott Hartkopf:

- Der er simpelthen ikke forståelse for hele den tradition og kultur, som danske designmøbler udspringer af blandt de private forbrugere. Men der er et stort marked blandt hoteller og hotelkæder for at brande sig ved at have kvalitetsmøbler, vurderer han.

Fællesstande er vejen frem
Af de ni danske virksomheder er det kun Junckers og Fritz Hansen, der tidligere har været med på HD Expo. Blandt de debuterende producenter er Fredericia Furniture, som dog ikke er ubekendt med messer i USA:

- Vi har været med på den meget bredere messe ICFF i New York, men markedet for high end-møbler er relativt lille og på HD-messen i Vegas er der større fokus på det, vi har haft størst succes med; ’soft seating’, altså møbler til receptioner, lounges, restauranter og cafeer, siger salgs- og marketingdirektør Ole Bjerg.

Han har selv boet et par år i USA og ser fællesstande som den på HD Expo som vejen frem for danske virksomheder:

- Små og mellemstore firmaer bør gå sammen og støtte hinanden. Derfor er det også vigtigt med en fællesstand. Fredericia Furniture havde helt sikkert ikke været på messen, hvis ikke der havde været en fællesstand, fastslår Ole Bjerg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.159