23948sdkhjf

Ny strategi øger indtjeningen hos Jeld-Wen

Jens Bach Mortensen, administrerende direktør i Jeld-Wen Europe, gav forleden et indblik i, hvordan man har grebet krisen an hos den internationale dørproducent.
De fleste virksomhedsledere kan skrive under på, at det har været en hård kamp at navigere gennem krisen, og Jens Bach Mortensen er ingen undtagelse.

Som øverste chef for Jeld-Wen Europe, der alene i Skandinavien har flere end 1.300 ansatte, har han været ansvarlig for at omstille organisationen i takt med den voldsomme nedgang i byggesektoren.

Da Moelven Danmark i sidste uge seminar om udviklingen træindustrien var Jens Bach Mortensen derfor inviteret med for at fortælle om, hvordan denne proces er forløbet.

Fokus væk fra budgetterne
Hos Jeld-Wen fik man tilbage i 2008 kendskab til et essay skrevet af den svenske økonom, Jan Wallander, der mener, at budgetter gør mere skade end gavn og fjerner fokus fra de væsentlige opgaver.

Det satte gang i en forandringsproces og førte i sidste ende til, at lederne i Jeld-Wens landeorganisationer fik besked på, at de ikke skulle aflevere budgetter for 2009.

I stedet blev der indført aktivitetsplaner, som løbende justeres i henhold til den generelle markedsudvikling og konkurrencesituationen.

Aktivitetsplanerne består af fem såkaldte KPI’ere, der kan variere fra år til år. Aktuelt har Jeld-Wen valgt at fokusere på 1) andel af marked, 2) faste omkostninger i forhold til omsætningsniveau, 3) leveringssikkerhed, 4) omkostninger ved reklamationer samt 5) arbejds-/driftskapitalen.

- Det ser kompliceret ud men giver en langt bedre beslutningsproces, sagde Jens Bach Mortensen og oplyste, at planerne gennemgås på månedsbasis under møder med landeorganisationerne.

Øget indtjening
Målet med aktivitetsplanerne er at give lederne i de respektive selskaber mulighed for at bruge ressourcerne på lokale forhold frem for koncernrelaterede anliggender:

- Pengene tjenes jo ude på fabrikkerne. Det er også der, min løn kommer fra, bemærkede Jens Bach Mortensen.

Og forandringerne ser ud til at bringe resultater med sig. Jens Bach Mortensen kunne således fortælle, at man i 2009 kommer ud med både højere indtjening og vundne markedsandele – trods et fald i omsætningen på 8-9 %.

I 2010 vidner tallene fra første kvartal om et fald i omsætningen på et par procent, men også her er det ifølge Jeld-Wen-direktøren lykkedes at øge indtjeningen.

Læs mere om Moelvens Træseminar:
Er der lys for enden af tunnelen?
Fremtidsudsigter fra en trængt branche
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094