Palsgaard Træ tager kegler med speciel konstruktion
To store kegleformede trækonstruktioner vækker opsigt i byggeriet af børnehaven Skovhuset i Østbirk ved Horsens.
Når børnene til sommer rykker ind i den nybyggede institution, skal de 3,5 meter brede, godt 4 meter lange og cirka 3 meter høje trækegler være med til bringe mere lys ind midt i institutionens centrale rum.
De to specielle kegler og resten af børnehavens tag er leveret af tag- og facadespecialisten Palsgaard Træ.
Kompleks konstruktion
- Mange institutioner bygges i dag med flade tage, hvor der ofte er behov for at indbygge lys i tagfladen til at forsyne rummene med dagslys. En løsning er disse store kegler, som har været en lidt speciel og udfordrende opgave, da vi skulle forene en lang række tekniske specifikationer med hensyn til blandt andet tæthed og ventilation. Det stiller store krav til konstruktionen, fortæller afdelingsleder Sven-Ole Krogh fra Palsgaard Træ A/S.
Arbejdet med de to kegler har blandt andet krævet en grundig projektering med 3D-tegninger, og gennem et tæt samarbejde mellem Palsgaard Træs specialister i henholdsvis kvist- og elementafdelingen er keglerne blevet indbygget i to tagelementer.
At keglernes konstruktion er kompleks, understreges ved, at der næsten ikke er to identiske dele.
Kombinerer arkitektur og energikrav
Både de to kegleformede kvistenheder samt de godt 1.400 m² tagelementer lever op til kravene i lavenergiklasse 2.
- På trods af øget fokus på energikrav skal der fortsat være plads til arkitektonisk frihed. Og det kræver flere specielle og skræddersyede løsninger. For eksempel er det helt afgørende, at alle detaljer er udført korrekt, så man opnår den ønskede tæthed. Og vi oplever for tiden en tendens i arkitekturen til flere specielle konstruktioner, der øger opgavernes kompleksitet, siger Sven Ole Krogh og afslører, at virksomheden netop har afgivet tilbud på fem næsten identiske keglekonstruktioner.