23948sdkhjf

Horn henter topprofiler til bordpladefabrikkens bestyrelse

Målet er at blive Europas førende.

Horn Bordplader var et garagefirma midt i et villakvarter i Aulum, da Karl Nielsen og Ove Jørgensen startede sammen som køkkenbordsfabrikanter.

25 år og mange flere kvadratmeter senere tager virksomheden et stort skridt ind i fremtiden og placerer 2 topprofiler i bestyrelsen for at professionalisere den yderligere.

Viggo Mølholm, som i 2016 på sin families og andre aktionærers vegne solgte BoConcept til en kapitalfond, træder ind som bestyrelsesformand. Og den mangeårige HTH-direktør Preben Bager bliver bestyrelsesmedlem.

De 2 bestyrelsesprofiler ejer endnu ingen aktier – dem sidder de 2 oprindelige Aulum-fabrikanter fortsat på – med friske salgsmillioner på kontoen er Viggo Mølholm dog også klar til at foretage en investering på et senere tidspunkt.

- Men det sker på en lidt bagvendt måde i forhold til min plan. Da jeg i forvejen sidder i flere bestyrelser har jeg sagt, at jeg kun træder ind, hvis jeg også får lov til at investere, og nu træder jeg ind med den forventning, at jeg senere får mulighed for det. Så rækkefølgen er omvendt, siger han til Wood Supply.

Den tidligere BoConcept-ejer ser gode muligheder for at få virksomheden til at vokse og skabe konsolidering, som han kalder det, og til den opgave vil han bringe sin erfaring med at lede en virksomhed overordnet i spil.

- Det er en meget fragmenteret branche, hvor ingen sidder på markedet, og der kan Horn taget teten og blive den største og foretrukne leverandør til de helt store kæder, siger han.

Han fremhæver også Preben Bagers HTH-baggrund som mangeårig kunde hos bordpladeproducenter.

- Vi taler om en erfaring, som er ekstremt relevant i denne sammenhæng, siger Viggo Mølholm.

Salg på senere tidspunkt

Karl Nielsen, den ene af 2 ejere, fremhæver de 2 bestyrelsesprofilers årtier lange erfaringer i henholdvis køkkenbranchen og møbelbranchen.

- Det er nogle virkelige kapaciteter, vi har fået ind, og de kommer forhåbentlig til at fremme vores vækstmuligheder betydeligt. Vi vil gerne være Europas førende bordpladeleverandør, siger Karl Nielsen.

Han bekræfter, at der er planer om at sælge ud af ejerskabet, som Viggo Mølholm på længere sigt ønsker, men siger også, at planerne ikke er konkrete endnu.

- Vi (red. Karl Nielsen og Ove Jørgensen) har begge rundet de 60 år, så på et tidspunkt gør vi virksomheden klar til salg, siger han.

At det er 25 år siden, at den første bordplade forlod en garage i Aulum, bliver fejret fredag, når kunder og leverandører investeres forbi til rundvisning og et stående traktement.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078