23948sdkhjf

Møbelgrossist skal bøde med over en halv million

Vestjyske Canett Furniture vandt en smule men tabte det meste i konkurrencesag, som kom for retten.
Møbelgrossisten Canett Furniture i Lemvig krævede af sine forhandlere, at de rettede sig efter en vejledende mindstepris.

Men det måtte de ikke, har Retten i Holstebro nu afgjort. Den vestjyske møbelgrossist er derfor blevet dømt til at betale en konkurrencebøde på 600.000 kroner.

- Når en grossist dikterer prisen hos sine forhandlere, fjerner det priskonkurrencen mellem forhandlerne. Det går ud over forbrugerne, der i sidste ende kan komme til at betale mere for deres varer, siger Jakob Hald, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det ulovlige krav blev stillet i en periode fra februar til oktober i 2014. I retningslinjer for onlinesalg havde Canett Furniture også krævet, at danske webbutikker, som solgte grossistens møbler, skulle blokere deres hjemmesider for adgang for kunder fra Norge og Tyskland. Det indgik i anklageskriftet i samme sag, men retten endte med ikke at dømme virksomheden for det.

- Tiltale er rejst efter konkurrencelovens regler, og konkurrenceloven finder kun anvendelse på konkurrencebegrænsning, som har virkning i Danmark. Det er ikke under denne sag dokumenteret, at forhindringen af internetsalg til Norge og Tyskland har haft nogen virkning i Danmark, og derfor frifindes
Canett Fumiture A/S for denne del af tiltalen, fremgår det af dommen.

Dermed er dommen ikke en fuldkommen sejr for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Styrelsen påstod over for retten, at det ulovlige priskrav gjaldt i en længere periode, end den periode, som Canett blev dømt for. En påstand om, at priskravet startede sidst i 2012 kunne retten ikke finde bevist.

I øvrigt betragtede retten det som formildende, at der kun er bevist en overtrædelse i forhold til en enkelt af Canetts forhandlere.

Wood Supply har forsøgt at få en kommentar fra Anette Berg Skafsgaard, der er adm. direktør hos Canett Furniture. Hun har ikke været mulig at træffe på grund af mødeaktivitet, meddeler virksomheden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078