Yngre Aarhus-snedker overtager historisk hus
Virksomheden Træmand får mere produktionsplads og eget showroom i hjertet af det gamle Aarhus.
Lasse Gyllström startede Træmand i 2013 og har siden lavet især plankeborde på bestilling til kunder på Facebook og via hjemmeside.
Efterspørgslen er blevet så stor, at han er nødt til at flytte ud for at følge med.
- Og det er lige præcis det, der er meningen med det hele. At man vokser sig stor og flytter ud i den virkelige verden, siger han til Wood Supply.
Den virkelige verden for Træmand bliver et klassisk århusianerbaghus i Klostergade, som er opført i 1630.
I stueetagen bliver der plads til showroom og butik, hvor han dels vil sælge sine egne plankeborde og dels nogle eksternt indkøbte interiørprodukter, som passer ind.
- Der har været en stigende efterspørgsel på at se bordene, når de er færdige, siger Lasse Gyllström, som udelukkende beskæftiger sig med direkte salg af bestillingsopgaver.
Med flytningen bliver der plads til ekstra produktion, som kan honorere efterspørgslen. Meningen er også, at enmandsvirksomheden skal vokse med medarbejdere, så Lasse Gyllström kan frigøre sig selv til produktudvikling. I øjeblikket er han ved at undersøge, om der er muligt at ansætte en lærling.