23948sdkhjf

Linak-direktør: Det kræver det rigtige team at vokse sig stor

Ejer og direktør i Linak, Bent Jensen, giver syv skarpe bud på, hvad det kræver at skabe en stor virksomhed i Danmark.
Siden 1980 er der ifølge Erhvervsstyrelsen kun etableret 13 nye store virksomheder i Danmark. Heraf er seks datterselskaber til udenlandske virksomheder. Linak-direktør Bent Jensen giver sit bud på, hvad det kræver at blive stor.

Hvad kræver det, at få sin virksomhed til at vokse sig stor i Danmark?

- Det kræver jo, at man har et produkt eller en ydelse, man kan vokse sig stor med. Man skal tro på det, og så skal man have evnerne. Det nytter ikke noget bare at være opfinder, for det bliver for nørdet. Man skal være innovator, for der fører man projekter til ende. Og så skal man globalisere sin virksomhed og komme ud i verden.

Hvad kan være med til at bremse udviklingen?

- Hvis man ikke får sat et ordentligt hold. I en fodboldkamp er det vigtigt at have det rette hold, for ellers vinder man ikke. Det er det samme i en virksomhed. Det har jeg lært af nogle fejltrin, jeg har begået. Og så kan finansiering jo også være et problem.

I hvilke brancher ser du potentialet for at skabe store danske virksomheder?

- Jeg kan kun se, hvor det går godt, og det kan jo være medicinalindustrien. Ellers handler det om at finde en niche, som de store ikke gider. De store produktionsvirksomheder bliver der nok ikke skabt så mange flere af. Men der findes masser af muligheder indenfor IT og internet of things.

Hvad er dit bedste råd til danske virksomheder, der vil vokse sig større?

- Det er et gå i gang. Hvis du gør ting, har du også chance for, at der sker ting. Vi startede med at gå på messer og skabte datterselskaber i udlandet. Samtidig er det meget vigtigt at have fokus på det, man er god til. Det skal du rendyrke, for så har du en chance her i verden.

Er det vigtigt at erkende, at der er noget, man ikke er så god til?

- Ja. Man skal være åben for, at der er nogle ting, man ikke kan. Man skal uddelegere opgaverne og få hjælp til det, man ikke kan finde ud af. Jeg brugte en frygtelig masse konsulenter, for jeg ville ikke have klaret det med min maskiningeniøruddannelse.

Hvorfor er Linak ikke blevet solgt?

- Det har jeg ikke været interesseret i. Jeg er interesseret i at aflevere virksomheden med størst mulig chance for at blive i Guderup, og derfor mente jeg, det var bedst at gøre Linak til en familieejet virksomhed. Jeg ville heller ikke vide, hvad jeg skulle bruge alle de penge til. Jeg føler også et stort ansvar for de 2.000 medarbejdere, og hvis jeg sælger, bliver det usikkert, hvad der kommer til at ske.

Hvad kræver det at drive en stor virksomhed?

- Det kræver nærvær i det, du har gang i. Du skal være tæt på virkeligheden og ikke flyve væk, for så mister du vejgrebet og kommer til at køre den forkerte vej. Man skal komme udover landets grænser. Vi har en omsætning på 3 milliarder, og 90 procent af dem kommer fra udlandet. Så kan du selv se, hvordan det havde set ud, hvis vi kun var i Danmark.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079