23948sdkhjf

Rumas leverer 200 telefonborde til callcenter

Succes med egenudviklet telemøbelkoncept skal vende lykken for nordjysk møbelproducent.
Den nordjyske kontormøbelproducent, Rumas, sender nu 200 nye telemarketingborde afsted til bureauet Jysk Telemarketing, som har købt kontorløsningen af konsulentvirksomheden Printing Solutions.

Rumas-direktør John Pedersen lægger ikke skjul på, at det er en millionordre af den pæne slags.

- Det er en pæn ordre. Det er ikke så tit, at vi sælger 200 ad gangen, siger han til Wood Supply.

De nye telefonsælgerborde er udviklet fra bunden af Rumas. Opgaven var at spare plads og gøre det pænere. Bordene fylder langt mindre, og så er de designet med forskudte positioner, så telemedarbejderne ikke sidder over for hinanden.

For at overbevise kunden måtte Rumas designe et callcenter i naturlig størrelse.

- Det var nødvendigt, for tegningerne ydede ikke nogen retfærdighed. Men de faldt for det, da de så det, siger John Pedersen.

Det hjalp også på processen, at konsulentfirmaet Printing Solutions er startet og drives af Morten Hansen, som i cirka et år var salgsdirektør hos Rumas, indtil han i maj i år fratrådte for at hellige sig sit firma.

Ordren kommer på et tidspunkt, hvor Rumas har offentliggjort et nyt underskud i en årelang række af underskud. Med et underskud på knap én million er det dog en klar forbedring i forhold til året før, hvor underskuddet var cirka fire gange så stort. John Pedersen ser et vendepunkt og et markedspotentiale i telefonbordene.

- Det er jo mig, der betaler pengene, så det ser jeg gerne. Det begynder at gå den rigtige vej, og vi håber på sorte tal i indeværende regnskabsår, siger han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094