23948sdkhjf

26 loungestole fra 8000C til Bryggen i Vejle

Den ganske unge virksomhed 8000C med base i Århus har netop leveret 26 loungestole af eget design til det nye bycenter Bryggen i Vejle. Indehaver Søren Velling fortæller her om den ikke ubetydelige ordre samt om arbejdet med at tilpasse stolen til kundens særlige ønsker.
8000C er en ganske ung møbel- og designvirksomhed – faktisk har virksomheden ikke mere end et år på bagen. Ikke destomindre er 8000C blevet udvalgt til at levere 26 loungestole til Bryggen – det nye bycenter i Vejle, der åbner på søndag. Det er virksomheden Evenden, med speciale i at indrette butikscentre, der har peget på 8000C.

26 lounge stole i eget design
Hele leverancen, der foregår i samarbejde med FBI i Horsens, omfatter 26 loungestole i eget design. Stolen er designet af Morten Kokkendoff og produceret af 8000C med Søren Velling i spidsen.

- Stolen var oprindeligt Mortens afgangsprojekt tilbage. Sidste år satte vi så stolen i produktion og har allerede nu leveret et par eksemplarer, blandt andet til butikscenteret Metropol i Hjørring, fortæller Søren Velling og fortsætter:

- Men denne leverance er den største i virksomhedens – forholdsvis korte – historie. Den skal gerne være med til at sætte os på landkortet.

D-lounge i turkis & orange
De 26 stole leveres i to forskellige typer læder – 20 i turkis og seks i orange. De seks orange stole skal matche en større sending bænke fremstillet af den tyske producent Walther Knoll.

- Jeg har faktisk måtte købe læderet hos Walther Knoll, så vi kunne være sikre på at den orange farve blev nøjagtig den samme, siger Søren Velling.

Udover at hente læder hjem fra Tyskland har 8000C også udviklet et nyt armlæn til stolen, der fremover kan bestilles, når valget falder på en D-lounge fra 8000C.

Eksklusivt design gør op med storcentermentalitet
Bænkene og loungestolene fra 8000C er nok lidt atypiske møbler for et butikscenter men med Bryggen har ejerne Steen & Strøm forsøgt at gøre op med storcenter-mentaliteten og i stedet skabe et mere eksklusivt sted for de handlende.

Det er Steen & Strøms samarbejdspartnere Evenden, der har valgt loungestolene fra 8000C. Og Evenden er ikke hvem som helst i forbindelse med indretning af butikscentre. Tidligere har man indrettet Fields i Ørestaden og Bruuns Galleri i Århus.

Se & Sid i D-Lounge på søndag
Søndag den 13. april 2008 åbner bycenteret Bryggen i Vejle og her har man selvfølgelig mulighed for at se og røre loungestolene fra 8000C. De er at finde i de åbne offentlige arealer og om Søren Velling slår vejen forbi, for at se sine møbler i brug, vil vi lade stå hen i det uvisse.





Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094