23948sdkhjf

EU’s Tømmerlov slår rod

EUTR har nu været i kraft i godt to år, og loven har sat aftryk på danske virksomheders praksis, vurderer både Nepcon og Naturstyrelsen.
Ifølge Naturstyrelsen importerer cirka 3.500 danske virksomheder produkter, der er omfattet af EUTR. Disse virksomheder skal derfor have et due diligence system for at undgå handel med ulovligt træ.

Det er Naturstyrelsen, der som ’kompetent myndighed’ er ansvarlig for at føre tilsyn med virksomhedernes opfyldelse af Tømmerlovens krav. Styrelsen har gennemført cirka 35 tilsyn frem til den 30. april 2015.

- Det lyder måske ikke af meget, men svarer faktisk til cirka en tredjedel af den totale importværdi af EUTR-produkter. Vi har valgt at koncentrere os om ’Top 500’ listen over importører i første omgang, fortæller fuldmægtig Niels Bølling.

Naturstyrelsen har til dato udstedt ti påbud.

- Disse ti tilfælde er endnu ikke afsluttede, så det kan ikke oplyses, hvor mange af de ti der ender med en politianmeldelse, hvis ikke den pågældende virksomheds følger påbuddet, siger Niels Bølling.

Hans erfaring er dog, at virksomhederne tager påbuddene alvorligt og følger op:

- Jeg oplever klart en effekt af vores arbejde med oplysning og tilsyn. Opmærksomheden om det her breder sig som ringe i vandet.

Aktiv linje har effekt
Myndighedernes indsats skal prioriteres dér, hvor risikoen er størst for, at produkter indeholder ulovligt træ. Naturstyrelsen har derfor særligt fokus på import fra lande med høj risiko, som Rusland, Kina og Brasilien. Visse produkttyper, som for eksempel sammensatte produkter, er ligeledes i søgelyset.

Ny information kan desuden føre til et skærpet fokus på bestemte træarter, virksomheder eller lande. For eksempel har en Greenpeace-rapport fået Naturstyrelsen til at interessere sig for Pará-regionen i Brasilien, mens blandt andet en Chatham House-rapport har fået Naturstyrelsen til at råde danske virksomheder til at importere tredjepartskontrolleret træ og træprodukter fra Cameroun.

- Hos Nepcon kan vi tydeligt mærke en effekt af, at styrelsen fører en aktiv linje i forhold til Tømmerloven. Det har skabt opmærksomhed blandt danske virksomheder, der importerer træ- og papirvarer. Mange virksomheder er blevet mere bevidste om hvad de kan gøre for at håndtere risikable leverandørkæder, og hvilke arbejdsgange, de skal etablere for at leve op til due diligence kravene, siger Nepcons Customer Relations Manager, Michael Jakobsen.

Han oplever, at et voksende antal danske virksomheder søger hjælp til etablering af due diligence system, eller til at vurdere og håndtere udfordringer med konkrete lande eller leverandørkæder. Nepcon hjælper også med at uddanne og evaluere virksomhedernes leverandører i blandt andet Asien. Ifølge Michael Jakobsen skaber det ofte en platform for et styrket samarbejde med leverandører, der kan og vil hjælpe med at udelukke ulovligt træ fra leverandørkæden.

Ifølge Naturstyrelsen er det under 100 virksomheder, som står for cirka 75 procent af den danske import af produkter omfattet af tømmerforordningen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125