23948sdkhjf

Snedkernes Efterårsudstilling tager til Stockholm

Med sine 34 udstillede projekter vil dette års SE-udstilling til februar sætte et markant dansk aftryk på Stockholm-messen. Se billeder af alle møblerne her.
Stockholm Furniture & Light Fair byder hvert år på mellem 80 og 100 danske udstillere, men på den kommende messe vil Snedkernes Efterårsudstilling bidrage til at sætte et endnu markant dansk aftryk på messen.

Snedkernes Efterårsudstilling har siden 1981 udstillet hvert år i København – og aldrig samme sted to gange i træk. Enkelte gange er udstillingen efterfølgende blevet vist andre steder i landet, men denne gang drager udstillingen udenlands; nemlig i den svenske hovedstad hvor en 165 kvadratmeter stor stand stilles til rådighed under Stockholm Furniture & Light Fair i dagene 3. til 7. februar.

- Det, de mere end 30.000 messebesøgende vil kunne se på standen, er møbler fremstillet inden for rammerne af temaet ’Tekstilt’, som også er navnet på udstillingen. 34 danske designere præsenterer møbler med afsæt i et tekstilt univers, som udfordrer den klassiske opfattelse og anvendelse af polstring, skærper opmærksomheden omkring det teknologiske udviklingspotentiale i tekstiler og genopdager tekstilers sanselige og æstetiske kraft, fortæller administrativ chef Karin Carlander fra Snedkernes Efterårsudstilling.

Tekstile finérplader og vævet avispapir
Der er for eksempel en hvilestol med titlen ”News Feed”, formgivet som en trykpresse og med tekstilpolster af vævet avispapir. Der er en skærmvæg flettet af tekstile finérplader og et siddemøbel skabt af gevirer og skind. Et skab, der hedder ”Wrap”, som kan lynes op. En skulpturel Barbapapa-figur af en lænestol iklædt det mest elastiske møbelstof til dato. Listen er lang, og titler som ”Kernehus”, ”Rendez Vous” og ”Dress Your Shelf” vidner om alternative møbeltanker, der i år er fortolket og formgivet ud fra temaet om at skabe et møbel med tekstilt afsæt.

Som altid er der en håndfuld gæsteudstillere med på årets SE-udstilling, der enten er nyudklækkede talenter eller etablerede formgivere inden for møbler eller andre kunstneriske genrer. De har skabt mangfoldige bud på det tekstile afsæt: En folkestol, hvor det flettede sæde i stedet illuderes af et laserskåret mønster i træets overflade, et bord med intarsia – en antik dekorationsteknik i træ, der mimer tekstilbroderiets dybde og originalitet – og en blomstret krinolinekjole formet som en blød lænestol med dansesko som fødder.

Snedkernes Efterårsudstilling har med andre ord lagt op til en konstruktiv dialog mellem nutidige og klassiske dyder. Årets udstilling åbnede i fredags på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering i København og vises frem til den 14. december.

Artiklen er en del af temaet Billedserier.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141