23948sdkhjf

Resttræ bliver til nye møbler

En ny interessant træsort, hylden Click On og et tween-møbel, som bygger på resttræ fra den øvrige produktion. Det er resultatet af et samarbejde mellem Flexa og designer Tobias Tøstesen.
Når Flexa producerer et møbel, vil der altid være noget træ til overs, som er blevet skåret fra i processen.

Dette resttræ kan bruges til andre møbler, og netop den tankegang arbejdede Tobias Tøstesen med, da han designede et nyt tween-møbel ud af resttræ for at give Flexa ideer til, hvordan bæredygtighed kan indarbejdes i virksomheden.

- Jeg ville synliggøre, at man kan skabe nye ting ud af restmaterialer, og derfor skabte jeg et tween-møbel for at vise, hvordan Flexa kan arbejde med denne tankegang fremover, forklarer Tobias Tøstesen, der er nyuddannet fra Designskolen Kolding og i dag ansat hos designer Cecilie Manz.

Mange fagligheder i spil
Flexa har siden 1972 designet og produceret børnemøbler, men led under et lidt ’træt’ image. En turnaround i 2012 satte fokus på vækst igennem produktinnovation, og her er bæredygtighed et af de håndtag, man drejer på.

- Vores tilgang til innovation er en multidisciplinær proces, hvor flere fagligheder bidrager med input, så produkterne skaber værdi hos forbrugerne ved at bygge på viden fra designere og eksperter i ergonomi og børns udvikling, forklarer produktudviklingschef Kristine Schmidt fra Flexa og fremhæver, at bæredygtighed er en kerneværdi i møbelvirksomhedens produkter.

Flexas tilgang til udvikling er, at moderne skandinavisk design, ærligt materialevalg, tidløst design og høj kvalitet skaber værdi, fordi der ud af dette kan skabes produkter, som kan leve i generationer. Det var derfor oplagt at deltage i et tværfagligt projekt sammen med vidensinstitutioner.

- Foruden research og ideer bidrog ’Projekt Børn & Bæredygtighed’ helt konkret med hylden Click On, der kan hænge på Flexa Classic og Flexa White senge. De to produkter har et designudtryk, der er tidsløst og bæredygtigt, fortæller Kristine Schmidt.

Blik for målgruppens adfærd
Hos designer Tobias Tøstesen begyndte den bæredygtige tilgang allerede i researchfasen.

- Jeg var ude at tale med fem ’tweens’ og fik dem til at tage fotos af det, de er glade for på deres værelse. Ved at sikre, at møblet dækker målgruppens basale behov, tilfører man også en bæredygtig vinkel, fordi brugerne dermed vil beholde møblet i længere tid, forklarer Tobias Tøstesen, som samtidig havde fokus på at skabe et multifunktionelt tween-møbel, der rent designmæssigt er tidløst. Det er enkelt i sit udtryk og kan dermed passe ind i mange forskellige miljøer; såmænd også hos voksne.

Foruden tween-møblet, og idéen med at skabe nyt ud af resttræ, havde Tobias Tøstesen også fokus på, om Flexa kan indlemme nye træsorter i sin produktion. Her fandt han frem til noget asketræ fra Nordtyskland, som dels er miljøvenligt, fordi det er FSC-certificeret, og som samtidig har den fordel, at det ikke skal transporteres så langt, hvilket også er en bæredygtig styrke.

Projekt ’Børn & Bæredygtighed’ har givet Tobias et værdifuldt netværk og afsæt for at kunne arbejde videre med bæredygtighed.

- Vi ved meget om emnet fra studiet, men det giver noget helt andet at arbejde med det i praksis hos en virksomhed, forklarer Tobias Tøstesen, som i forlængelse af projektet også designede andre produkter til Flexa.

Projektet ’Børn & Bæredygtighed’ er gennemført af Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning med partnerne Designskolen Kolding og VIA Teko Design & Business.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.509