23948sdkhjf

Skovby investerer i produktionen

Den midtjyske møbelfabrik har netop købt sin syvende og hidtil mest avancerede industrirobot.
Skovby Møbelfabrik har de senere år investeret betydeligt i produktionen, hvor der i dag kører seks industrirobotter. I 2015 ankommer en syvende, som er både større og mere avanceret end de øvrige. Det skriver Midtjyllands Avis.

- Den nye robot, som vi har bestilt og får leveret næste forår, erstatter tre nuværende maskiner og dermed tre jobfunktioner. Men de tre medarbejdere får andet at lave i virksomheden. Det er jo dygtige faglærte folk, som vi har brug for andre steder, fortæller administrerende direktør Preben Rasmussen.

Den nye robot er udstyret med to fem-akslede hoveder og koster pænt over to millioner kroner i standardudgaven. Hertil kommer programmerings specialværktøjer, hvilket bringer den samlede investering op over tre millioner kroner.

Ifølge Preben Rasmussen hører Skovby til forrest i feltet, når det gælder robotter til bearbejdning af massivtræ, og en stor del af æren for dette tilskriver han Keld Myhre. Han er uddannet maskinsnedker og har under ansættelsen hos Skovby specialiseret sig i programmering af de avancerede maskiner.

- Det er svært at gå ud at købe sådan noget. Det kræver indsigt og indføling med vores produktion, og man skal være i huset, for der skal hele tiden optimeres – det er ikke færdigt første gang, siger Skovby-direktøren til Midtjyllands Avis.

Skovby Møbelfabrik beskæftiger i dag godt 200 medarbejdere, heraf cirka 145 i produktionen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078